I stedet for at vente på kommunen har 45 socialøkonomiske virksomheder i København selv udarbejdet en strategi for socialt iværksætteri. Strategien er en gave til politikerne – nu håber vi, at de leverer på løfterne, siger organisationerne bag.
Københavns Kommune skal have en strategi for socialt iværksætteri!
Sådan lyder overskriften på en e-mail fra 45 sociale og socialøkonomiske virksomheder, der i dag lander i indbakken hos Københavns Kommunes syv borgmestre. Vedhæftet kan borgmestrene finde et strategiudkast med seks konkrete anbefalinger til, hvordan København kan blive et internationalt fyrtårn for socialt iværksætteri. Læs strategiudkastet her.
Workshop og velbesøgt debatarrangement
For flere af borgmestrene er anbefalingerne ikke ukendte. Som spidskandidater for deres respektive partier fik de dem overrakt ved et velbesøgt debatarrangement en uge inden kommunalvalget i efteråret.
Kort inden var anbefalingerne udarbejdet på en workshop arrangeret a det sociale iværksætterhus KPH Projects og Kooperationen, arbejdsgiver- og interesseorganisation for kooperative og socialøkonomiske virksomheder i Danmark. Nu, hvor anbefalingerne er skrevet igennem, og spidskandidaterne har indtaget borgmesterkontorerne, mener initiativtagerne, at det er på tide at følge op.
Vi leverer løsninger, men savner anerkendelse og opbakning
Anne Katrine Heje Larsen, der er stifter af KPH Projects, er glad for at kunne sende de færdige anbefalinger af sted og for den store opbakning, det københavnske sociale iværksættermiljø har givet til initiativet.
“København er virkelig heldig med at have så stort et vækstlag af iværksættere og virksomheder, der ikke har profit, men et ønske om at skabe positiv social og lokal forandring som deres primære drivkraft. De skaber stor værdi for byen og dens lokale kvarterer i form af sammenhængskraft, gode og rummelige arbejdspladser, bedre miljø og klima, kulturelle tilbud og meget mere.
Det tror vi godt, at kommunen er klar over. Men måske overser de, hvor vigtig en officiel anerkendelse og en koordineret opbakning fra kommunens side kan være for disse ildsjæle”.
København har stort potentiale
I Kooperationen, som landsdækkende arbejder for bedre socialøkonomiske rammevilkår, vurderer direktør Susanne Westhausen, at Københavns Kommune overser et stort potentiale.
“Flere og flere kommuner får øjnene op for, hvor stor en værdi, de socialøkonomiske virksomheder skaber, og arbejder for, at der kommer flere virksomheder til. Men få har et vækstlag, der kan sammenlignes med det i København.
Derudover vil en iværksætterstrategi passe naturligt ind i kommunens igangværende arbejde med bæredygtighed og FNs verdensmål“.
Hun mener, at en strategisk indsats fra kommunens side vil kunne tjene sig selv hjem, blandt andet ved at flere udsatte ledige kommer i beskæftigelse.
“Vi kan se, at en politisk prioritering og en koordineret kommunal indsats kan flytte noget på det her område. Det behøver ikke koste en bondegård, men kan fx handle om at købe ind fra de virksomheder, der opfører sig ordentligt, og som skaber lokal værdi på flere bundlinjer”.
For yderligere information om initiativet kontakt konsulent Ulrik Boe Kjeldsen, ubk@kooperationen.dk
Bag om initiativet
- Initiativet til strategiudkastet er taget i et samarbejde mellem iværksætterhuset KPH og Kooperationen.
Den 16. november 2017 samlede vi en bred skare af sociale iværksættere og socialøkonomiske virksomheder til at lynudvikle en københavnsk strategi for socialt iværksætteri. Samme eftermiddag afholdte vi et debatarrangement, hvor vi overrakte strategien til kandidaterne til Københavns borgerrepræsentation.
Du kan se videooptagelse fra arrangementet her (kræver log-ind på Facebook). - Strategiudkastet er udarbejdet af: Settlementet, Naboskab, Hack Your Future, Merkur Andelskasse, Comeback Industries, Gadens Stemmer, Mellemfolkeligt Samvirke, Dare Gender, Bug Amok, Fødevarebanken, Peter Martin, Byens Helte, eGro, Brain Gain Group, Nowhereland, Student & Innovation House, Procesfacilitering, Kofoeds Skole, Send Flere Krydderier, Tech BBQ, Kooperationen og KPH.
Derudover bakker følgende virksomheder op om initiativet: Askov Fonden, B Corporations, CSR Link, Lavuk, Logik & Co, HØRT, Væksthuset, Bugging Denmark, Fonden for socialt ansvar, FRAK, Frugtplukkerne, Incita, MäRK, Sivil, Solibus, Sydhavns Compagniet, Blaffernationen, Kunst ud til folket, Testa Dox & Tales, Tech Savvy, Social Foodies og PingOut. - Sociale iværksættere og socialøkonomiske virksomheder er virksomheder og iværksættere, der driver erhverv primært for at fremme særlige sociale og samfundsgavnlige formål. Det samfundsgavnlige formål kan have et socialt, beskæftigelses-, sundheds-, miljømæssigt og/eller kulturelt sigte. Socialøkonomiske virksomheder geninvesterer deres overskud i formålet eller virksomheden. Der findes 262 registrerede socialøkonomiske virksomheder i Danmark. Heraf ligger ca. 100 i Københavnsområdet.