Dom nummer tre i MgO-sagen

20. marts 2019

Da man begyndte at anvende MgO-vindspærreplader i ydervæggene, var det med en tro på et nyt produkt, der var både billigere og bedre end de andre alternativer. Uheldigvis viste det sig, at pladerne var absolut uanvendelige til formålet, da de på grund af materialeopbygningen var i stand til at suge vand fra den omkringværende luft og derved medførte store fugtproblemer i husenes ydervægge.

Hvem bærer ansvaret?

Diskussionen indtil nu er gået på, hvem der må bære ansvaret for brugen af pladerne og påtage sig de ikke ubetydelige omkostninger, en udskiftning må medføre, idet der er tale om mangler for flere milliarder kroner. Indtil nu er der afsagt tre domme i Voldgiftsretten, og kendelse nummer tre er i tråd med de forudgående to kendelser og giver nu endnu en gang en afklaring i forhold til den omfattende brug af MgO-plader, og hvem der skal bære ansvaret.

Sagen drejede sig om, at der mellem en bygherre og en entreprenør var aftalt anvendelse af fibercement vindspærreplader. Men der var i stedet for fibercementplader anvendt MgO-vindspærreplader.

Under sagen gjorde bygherren gældende:

  • at entreprenøren havde ansvaret for, at det aftalte materiale anvendes i byggeriet
  • at MgO-plader under alle omstændigheder ikke er lignende produkter
  • at det leverede og anvendte materiale ikke stemte overens med det aftalte, eller havde de samme egenskaber som de aftalte vindplader

Dommen

Voldgiftsretten fandt, at entreprenøren ikke kunne anvende et andet produkt, uden at have drøftet det forinden og med klar tilladelse fra bygherre. Og da entreprenøren havde anvendt MgO-pladerne uden en aftale med bygherre, fandt Voldgiftsretten, at entreprenøren skulle betale udbedringerne og omkostningerne ved udskiftningen af MgO-pladerne.

Der blev samtidig taget stilling til leverandørens ansvar overfor entreprenøren, da entreprenøren ikke på forhånd blev underrettet om, at der blev leveret MgO-plader i stedet for de foreskrevne fibercementplader, som ellers fremgik af leverandørens tilbud. Voldgiftsnævnet fandt, at leverandøren ikke kunne ændre materialevalget uden, at han havde fået tilladelse til det, og da der i øvrigt ikke kunne dokumenteres en godkendelse af fremgangsmåden, blev leverandøren gjort ansvarlig overfor entreprenøren.