En række store og små medlems- og medarbejderejede selskaber og organisationer slår sig nu sammen for at stifte en tænketank, der skal styrke den demokratiske virksomhedsdrift i Danmark. Bag tænketanken står blandt andet store kendte demokratiske virksomheder og organisationer som Coop, Danske Vandværker, Kooperationen, Arla, ENIIG og GF Forsikring, men også mindre virksomheder som Logik & Co., Thorup Strand Kystfiskerlaug og Merkur Andelskasse.
Tænketanken får navnet "Tænketanken Demokratisk Erhverv" og stiftes den 25. april 2018 på Vartov i København.
”Det er første gang i Danmarkshistorien, at forbrugerejede virksomheder slår sig sammen med medarbejderkooperativer og landbrugets andelsbevægelse med en klar fælles sag: at styrke demokratisk erhvervsdrift og øge samfundets viden om, hvad demokratiske virksomheder er og kan,” siger Mike Dranov, foreningsdirektør i Coop. ”Vi vil udfylde det tomrum, der er i samfundsdebatten, når der gælder demokratisk erhvervsdrift, og vi vil generere ny viden om demokratiske virksomheder.”
Tidligere har bondebevægelsens organisationer været samlet i det nu nedlagte Andelsudvalg og arbejderbevægelsens virksomheder i Kooperationen. Nu går både Kooperationen, Forenet Kredit, Coop og mange flere sammen for den fælles sag. Tænketanken skal foretage analyser og samle viden om de demokratiske virksomheders samfundsbidrag, udvikling og samarbejdsmuligheder, og den skal medvirke til en styrket samfundsdebat på området.
”I dag er det alt for svært at starte og drive et kooperativ i Danmark, simpelthen fordi at der er for lidt viden på området og for lidt fokus på samfundsnytten af den type virksomhed. Iværksættere, der gerne vil starte demokratisk ejede virksomheder, møder nogle barrierer i form af manglende viden i erhvervsfremmesystemet. I andre lande som Italien og Sverige skabes der mange flere demokratiske virksomheder, fordi de har et helt andet positivt fokus på den virksomhedstype. Så vi vil være med i tænketanken, fordi vi mener, at det kan være med til at skabe mere synlighed og at det derved også igen kommer fokus på de formålsdrevne fællesskabsvirksomheder i Danmark,” siger Susanne Westhausen direktør i Kooperationen.
”Den viden, som tænketanken skaber, skal udfordre os, og vi skal lære af den. Det at være medlemsejet skal være en styrke og må aldrig blive en begrænsning, og det kræver, at vi udvikler os, at regler og retningslinjer ikke hindrer vejen for opstart af demokratiske erhverv, og at der hele tiden kommer nye demokratiske virksomheder til,” siger Martin Gertz Andersen politisk chef i Danske Vandværker.
De fleste danskere er medlem af en eller flere demokratiske virksomheder. Alene Coop har eksempelvis 1,7 mio. medlemmer og energiselskabet ENIIG har 380.000. Men de færreste medlemmer bruger deres demokratiske rettigheder eller kender mulighederne for indflydelse. Kun omkring 10 % af medlemmerne stemmer normalt til bestyrelses- og repræsentantskabsvalg i virksomhederne, og det tal skal op, mener stifterne af tænketanken, for det styrker både medlemsdemokratiet og virksomhederne.
”Mange danske virksomheder styres demokratisk og tager et stort samfundsansvar, men der er ikke nok viden og debat om ejerformen. Politikerne vil gerne styrke dansk økonomi, men glemmer at give borgerne mulighed for at finansiere nye virksomheder i demokratiske fællesskaber,” udtaler Frederik Petersen direktør i KnowledgeWorker.
Han fremhæver, at hvis dansk erhvervsliv ikke fremover blot skal være noget, der styres af aktionærer eller udenlandske indehavere, så er det vigtigt, at flere får øjnene op for værdien af de medlemsejede selskaber. Håbet er derfor, at den viden og debat tænketanken kan skabe, kan være med til at vække interessen for sagen både hos medierne, hos beslutningstagerne og hos danskerne.
Hvad er en demokratisk virksomhed?
Tænketanken definerer demokratiske virksomheder som organisationer med erhvervsdrift, hvor minimum halvdelen af ejerkredsen virker efter demokratiske værdier og har et bredt og inkluderende ejerskab og demokratisk kontrol af beslutningsprocesserne.
Organisationerne bag Demokratisk Erhverv er:
Boligforeningen 3B, Coop, Dansk Energi, Danske Vandværker, Demokratisk Erhvervsnetværk, Eniig, GF Forsikring, KAB, KnowledgeWorker, Kooperationen, LB Foreningen, Logik & Co, Merkur Andelskasse, NRGi, Rabotnik, Thorupstrand Kystfiskerlaug, UBSbolig, Analyse & Tal – og Arla er associeret medlem.