Møde om tværestetiske kooperativer

22. januar 2020 kl. 15:00 - 19.30

Hvad stiller forfattere og kunstnere op, når det for de fleste er umuligt at leve af at skabe kunst og litteratur? Skal man gå på kompromis med ens arbejde eller finde en anden og bedre måde at organisere sig på?

Målet for mødet er at give et opløftende energiboost, hvor vi diskuterer arbejdsvilkår, alternative arbejdsfællesskaber, og hvor vi i fællesskab inspirerer til handling!
Kooperativer er en organisationsform, der har en lang tradition her i landet. Der findes kooperativer inden for meget forskellige brancher fx journalistik, analyse og IT. Der er mange vigtige og spændende diskussioner og definitioner af værdi, arbejde, processer og produkter, der må debatteres, inden man kan indgå i et forpligtende økonomisk arbejdsfællesskab.

Denne arbejdsdag bliver den første af en række arrangementer, hvor vi vil gå i dybden med forskellige aspekter af kreativt arbejde og værdiproduktion, så vi kan arbejde hen imod at etablere et litterært/tværæstetisk kooperativ. Vi håber at se alle, der arbejder som forfattere og/eller tværæstetisk, og som ønsker at udvikle nye måder at organisere sig og arbejde på.

Kom og vær med til at finde ud af, hvordan vi skaber litterære og kunstneriske kooperativer. Vi inviterer til en eftermiddag om alternative organisationsformer, om muligheden for at eje i fællesskab, løfte i flok og skabe inspirerende, frugtbare rammer om kreative processer og kunstnerisk fordybelse.
Læs mere og tilmeld dig her.

Dato: 22. januar 2020, kl. 15.00 - 19.30
Sted: Danske skønlitterære Forfatteres lokaler i Kronprinsessegade 34B, 2.sal.
Vi byder på kaffe og kage.