Kooperativ Inkubator

Går du med en iværksætter i maven? Så skal du og dine medstiftere måske være deltagere i efterårets inkubationsforløb for kooperative iværksættere

Til efteråret kan du blive en del af et nyskabende inkubatorforløb for grupper, der ønsker at omsætte iværksætterdrømme og ideer til etablering af en demokratisk virksomhed – Et kooperativ. Hvis du/I bliver udvalgt til forløbet, skræddersyr vi et forløb, så det passer til jeres kooperative iværksætterprojekt.

Inkubatorforløb: Fra akademiker til iværksætter

Inkubatoren ”Fra akademiker til iværksætter” er et udviklingsforløb, som rådgiver og hjælper grupper af potentielle iværksættere og start-ups, så deres ideer kan blive til  levedygtige kooperative virksomheder. Deltagerne vil undervejs få kvalificeret og styrket deres forretningsidéer, høre inspirerende oplæg og blive præsenteret for en række værktøjer til virksomhedsudvikling, jura, salg, funding mv. Samtidig vil der blive tilknyttet mentorer, som skal få deltagernes idéer og virksomheder til at blomstre gennem rådgivning og sparring.

Inkubatorforløbet søger magistre og andre akademikere, der:

  • måske ikke traditionelt tænker sig selv som iværksættere, men har en god idé til en virksomhed eller en gruppe mennesker, de godt kunne tænke sig at starte noget nyt med

  • er studerende, nyuddannede eller magistre i alle dele af arbejdslivet

  • har en gruppe eller god idé til en virksomhed, men endnu ikke har fundet den rigtige virksomheds- og ejerform

  • gerne vil skabe meningsfuld forandring for sig selv og andre

Hvor og hvornår er der opstart?

Forløbet er åbent for iværksættere fra alle dele af landet og har opstart i september 2020.
Læs mere og tilmeld dig bootcampen her. Tilmeldingsfristen er fredag den 4. september 2020.

Forløbet er udviklet af Tænketanken Demokratisk Erhverv, Danske Studerendes Andelsselskab, Kooperationen, Dansk Magisterforening, Magistrenes A-kasse og en eller flere inkubatorer på landets universiteter.

  • Konsulent

    CF199836 Ulrik 200Px

    Ulrik Boe Kjeldsen
    T. 33 55 77 47
    ubk@kooperationen.dk

  • Hvad er et kooperativ?

    Et medarbejderkooperativ er kendetegnet ved, at alle virksomhedens ansatte har ligeværdigt ejerskab og medbestemmelse, når der skal træffes beslutninger om virksomhedens strategiske retning.

    Seneste års forskning på området (særligt fra USA) har påpeget, at medarbejderkooperativer i gennemsnittet er mere produktive, sikrer en mere stabil beskæftigelse og er mere robuste i krisetider. Medarbejderkooperativer har dobbelt så stor sandsynlighed for at overleve efter de første fem kritiske år, sammenlignet med andre start-ups.