Som opfølgning på satspuljeaftalen på beskæftigelsesområdet har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) den 20. december 2018 offentliggjort en ny bekendtgørelse om forsøg på beskæftigelsesområdet.
Bekendtgørelsen indeholder bl.a. en forsøgsordning, der gør det muligt at opgøre andelen af personer i virksomhedspraktik og løntilskud baseret på timeantal. Således vil flere ledige kunne deles om en fuldtidsplads på 37 timer.
Bestemmelsen gælder for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og borgere i ressourceforløb. Forsøgsperioden løber frem til 1. juli 2019. Læs hele bekendtgørelsen her
Førtidspensionister ansat med løntilskud
I statspuljeaftalen blev det ligeledes aftalt at undtage førtidspensionister i løntilskud permanent fra rimelighedskravet. STAR oplyser, at dette først vil være gældende fra 1. juli 2019.
Indtil da forlænges de hidtil gældende regler, ligeledes via den netop offentliggjorte forsøgsbekendtgørelse (se linket ovenfor).