Syn og skøn

2. marts 2021

Hvis der er mangler ved ens ydelse, er det bygherren, der skal bevise og har bevisbyrden for, at der er mangler, eller at arbejdet er mangelfuldt. I sådan en situation kan der udmeldes et syn og skøn. Hvis bygherren først får udmeldt syn og skøn, efter de påståede mangelfulde forhold er blevet udbedret for eksempel af en anden entreprenør, vil beviserne i vidt omfang være gået tabt. Og så vil entreprenøren kunne blive frifundet.

Hvad er et syn og skøn?

Et syn og skøn vedrørende mangler indebærer, at en uafhængig byggesagkyndig – en skønsmand – besigtiger et igangværende eller afleveret arbejde med henblik på derefter at komme med en vurdering af, for eksempel om arbejdet er udført fagmæssigt korrekt, eller om der kan konstateres skader, og hvad årsagen i givet fald er hertil.

Syn og skøn kan ske i regi af Voldgiftsnævnet

Syn og skøn kan ske i regi af Voldgiftsnævnet, hvis et AB-dokument er grundlag for parternes aftale, og hvis bygherren ikke er forbruger. Syn og skøn udmeldes som udgangspunkt via Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed. I tilfælde hvor en voldgiftssag allerede er anlagt, udmeldes det af den nedsatte voldgiftsret. Det er den part, der anmoder om syn og skøn, der – i hvert fald i første omgang – skal betale for omkostningerne hertil.

Læs mere om syn og skøn i regi af Voldgiftsnævnet her.

Syn og skøn i regi af domstolene

Er et AB-dokument ikke vedtaget i en aftale mellem to professionelle parter, vil syn og skøn som udgangspunkt skulle ske i regi af de almindelige civile domstole.
Det samme gælder, hvis bygherren er forbruger, om end syn og skøn ved forbrugerentreprisetvister også vil kunne fås via de private ankenævn.
Det er muligt at få udmeldt syn og skøn ved domstolene, selv om det ikke sker til brug for en allerede anlagt retssag. Er dette tilfældet taler man om isoleret bevisoptagelse.
Det er den part, der anmoder om syn og skøn, der – i hvert fald i første omgang – skal betale for omkostningerne hertil.

Læs mere om syn og skøn i regi af domstolene her.