Ferie fra mini-sommerferien den 1. maj 2020 til den 31. august 2020, eller ferie fra før skal afholdes.
Har jeres ansatte gammel ferie, som stammer fra perioden før den nye ferielov trådte i kraft den 1. september 2020, så skal jeres ansatte se at få afviklet ferien. Ellers mister de deres feriedage. Normalt kan ferie, der er overført én gang, videreføres fra ferieår til ferieår. Det er imidlertid ikke tilfældet, hvis man har ferie, der stammer fra perioden før den nye ferielov – herunder de 16,64 dages ferie i minisommerferien.
Ferie overført fra tidligere ferieår under den gamle ferielov skal nemlig afholdes inden den 31. december 2021, ellers mister den ansatte dagene. De kan ikke overføres til 2022, og de kan heller ikke udbetales. Dette gælder dog ikke for den 5. ferieuge.
Ansatte, som har været på barselsorlov eller været langtidssyge i perioden mellem den 1. maj og den 31. august 2020 – det såkaldte 'minisommerferie' – vil ofte have noget ikke-afholdt ferie, som de har måttet overføre til næste ferieår. Også for de ansatte gælder, at de inden den 31. december 2021 skal have aftalt ferieafholdelse med jer som arbejdsgiver.
Feriefridage har andre regler
Vær opmærksom på, at risikoen for at miste feriedage alene gælder den ferie, der er fastsat i ferieloven. De ekstra feriefridage, som er beskrevet i overenskomsten eller i ansættelseskontrakten bortfalder ikke automatisk, men skal behandles efter de aftalte regler I har fastsat.
Ferie optjent efter 1. september 2020
En ansat skal også inden den 31. december 2021 nå at holde fire af de fem uger, som den ansatte har optjent i perioden fra den nye ferielov trådte i kraft den 1. september 2020 og frem til den 31. august 2021. Også for denne ”nyere” ferie gælder, at ferien principiel er tabt, hvis den ikke holdes inden den 31. december 2021.
Har den ansatte ikke holdt al den ferie, der er optjent i perioden fra den 1. september 2020 til den 31. august 2021, kan I dog lave en aftale om, at den 5. af ferieugerne overføres til senere afholdelse. Den aftale skal I senest lave ved ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december 2021.
De første fire uger af den ansattes ferie, skal være holdt inden udløbet af ferieaf-holdelses-perioden den 31. december, ellers bortfalder de. Hverken I eller den ansatte kan ensidigt bestemme at overføre ferie. Det kræver, at I indgår en skriftlig aftale, som altså skal være indgået senest den 31. december ved ferieafholdelsesperiodens udløb.
Du og den ansatte kan aftale, at den 5. ferieuge i stedet udbetales til den ansatte.
Hvis den 5. ferieuge ikke er holdt ved ferieafholdelsesperiodens afslutning 31. december, og I heller ikke har aftalt, at den 5. ferieuge skal overføres, så skal I som arbejdsgiver og på egen initiativ udbetale feriepengene for den 5. ferieuge, der hører til den ”nyere” opsparede ferie – altså ferie opsparet fra den 1. september 2020 og frem. Dette gælder kun for den 5. ferieuge.
Feriehindring under den nye ferielov
Bemærk, at der gælder særlige regler for overførsel af ferie, hvis jeres ansatte har været feriehindret på grund af sygdom eller barsel.
Ferie, der på grund af feriehindring i hele perioden ikke er afholdt pr. den 31. december 2021, skal overføres til det nye ferieår. Tidligere har disse uger kunnet udbeta-les. Det kan de ikke længere.
Feriehindret ferie skal altså overføres til det nye ferieår pr. den 31. december 2021. Dog kan I altid aftale, at den 5. ferieuge udbetales, også ved feriehindring.
Du er altid velkommen til at kontakte Kooperationen, hvis du har spørgsmål omkring ferie.