Husk skriftlig aftale senest 31.12.2025
Hvis jeres medarbejdere ønsker at overføre restferie til næste ferieafholdelsesperiode, skal I huske at indgå skriftlig aftale om dette senest den 31. december 2025.
En medarbejder kan anmode om, at den 5. ferieuge (ferie udover 20 dage) overføres til næste ferieafholdelsesperiode. Det er en betingelse for overførsel af ferie, at arbejdsgiver godkender ferieoverførslen, og at der indgås en skriftlig aftale med medarbejderen senest den 31. december 2025.
Der er i ferieloven ikke formkrav til udformning af overførselsaftalen udover, at den skal være skriftlig. Sørg for at gemme den skriftlige aftale som dokumentation.
Hvis ikke der er indgået skriftlig aftale om overførsel af den 5. ferieuge, skal arbejdsgiver udbetale ferien til medarbejderen senest den 31. marts 2026.
Vær opmærksom på, at der i de kollektive overenskomster kan være særlige regler om overførsel af ferie.