Mindesmærke for byggesjusk

19. august 2020

Den nye lufthavn i Berlin ser nu ud til snart at kunne åbnes.

Ni års forsinkelse og 150.000 registrerede mangler, samt en samlet regning på 9 milliarder kroner ser nu ud til at slutte af med, at Berlins nye lufthavn – til afløsning af Tegel lufthavnen - åbner den 31. oktober i år.

Indtil åbningsdagen er der nu udkommanderet 9.000 statister, der skal afprøve lufthavnen frem mod dens officielle åbning.

Statisterne har fået udleveret bagage og papir med instrukser om, hvad deres opgave er i lufthavnen. Nogle skal blot tjekke ind, gennem sikkerhedskontrollen og ud til den rigtige gate.

Andre statister har fået udleveret sportsudstyr, som de skal indlevere ved en særlig skranke. Og atter andre har fået ulovlige genstande med i bagagen, som de skal forsøge at smugle gennem kontrollen.

Dog er der det fælles for alle der kommer frem til gaten, at der er ingen fly der afgår og baggrunden for dette er, at der er tale om et testforløb, som skal give lufthavnspersonalet mulighed for at indøve arbejdsgange i de nye omgivelser, og sikre, at alt udstyr og alle processer fungerer, som de skal, inden lufthavnens porte åbner for ferie- og forretningsrejsende fra hele verden.

Fornuftigt med afprøvning
Det er dog ganske fornuftigt at afprøve det hele, idet man under opførelsen har registreret over 150.000 mangler og dette har forsinket åbningen af Berlins nye lufthavn i et årti og gjort kvalitetsstemplet ”Made in Germany” til en joke og ikke et kvalitetsstempel.

Skandalen startede i 2010, hvor bygherrerne - den tyske stat og delstaterne Berlin og Brandenburg – meddeler, at de desværre ikke kan åbne lufthavnen som planlagt, den 30. oktober 2011, men først syv måneder senere i sommeren 2012.

Forsinkelsen begrundes med, at EU har stillet nye og skærpede krav til sikkerheden, og at et ingeniørfirma, der har været involveret i byggeriet, er gået konkurs.

Dog må bygherrerne snart indrømme, at det alligevel ikke bliver til noget med en åbning i sommeren 2012, idet først og fremmest brandslukningssystemet, ikke fungerer.

Dette system består af 50.000 sprinklere, 16.000 brandalarmer, 3.400 spjæld, 1.000 højttalere og 181 ventilatorer. Det skal kunne reagere på 300 forskellige brandscenarier og udsuge al røg på et kvarter. Men brandslukningssystemet er så komplekst, at selv ingeniørerne har svært ved at gennemskue, hvorfor det de har projektet og bygget ikke virker.

Det viser sig dog , at brandslukningssystemet er stykket sammen af et utal af firmaer, og at enkeltdelene ikke arbejder rigtigt sammen. Det er ganske enkelt dårligt planlagt, og endda i strid med gældende bestemmelser. Og snart kommer det frem, at den ansvarlige ingeniør for systemet slet ikke er ingeniør, men blot teknisk tegner.

Og så må lufthavnens åbning udskydes igen. Og igen. Og igen. Og igen. For én fejl bliver til flere, bliver til over 150.000 af slagsen. Alt fra utætte facader, branddøre, der ikke lukker rigtigt. Rulletrapper der er for korte og som ender midt i ingenting. Tanksystemer til fly, hvis rørdele ikke passer sammen. En nødstrømforsyning, der ikke fungerer, og manglende dataforbindelser til brandvæsnet.

Og så skal historien om de 1.036 træer, som tidligere er omtalt her i Nyhedsbrevet heller ikke glemmes. Træerne var blevet plantet forkert og måtte fjernes igen. Og episoden med lyset, gjorde det heller ikke bedre. Lyset i hele terminalen står tændt døgnet rundt i uge- og månedsvis, fordi ingen kan finde ud af, hvordan man slukker det. Men det lykkedes til sidst at finde afbryderne.

Men efter ti års forsinkelse og 40 milliarder kroner fattigere, ser det nu ud til at lufthavnen endelig åbner.