Forslag til lov om forretningshemmeligheder blev fremsat af erhvervsministeren den 10. januar 2018.
Lovforslaget bygger til dels på EU's direktiv om forretningshemmeligheder, der blev vedtaget den 26. maj 2016. Der ændres ikke ved den nuværende definition af forretnings- og erhvervshemmeligheder i dansk ret, der ikke udtømmende kan oplistes. Generelt dækker definitionen over oplysninger, der ikke må være alment tilgængelige, og som skal have en økonomisk værdi. Endvidere skal oplysningerne være underlagt et vist niveau af fortrolighed eller beskyttelse.
Loven vil, hvis den vedtages i sin nuværende form, blandt andet definere, hvornår det er lovligt for en medarbejder at erhverve viden om arbejdsgiverens forretningshemmeligheder.
Det vil f.eks. være tilfældet, hvis en tillidsrepræsentant modtager denne viden som led i den vidensdeling, som normalt foregår mellem arbejdstager- og lønmodtagersiden. Selv om dette kan forekomme helt åbenlyst, har det været nødvendigt at undtage disse situationer fra det generelle forbud mod at erhverve forretningshemmeligheder, medmindre der er hjemmel hertil.
Lovforslaget indeholder også en række frister for anmodninger om midlertidige forbud og påbud, der som hovedregel skal indgives inden seks måneder.
Advokatfirmaet Bech Bruun har lavet folderen ”Beskyt jeres vigtigste aktiver”, som vi anbefaler at læse, hvis man som medlem af Kooperationen ønsker mere information om de problemstillinger, som forretningshemmeligheder kan indeholde.
Medlemmer af Kooperationen er velkomne til at kontakte vores konsulenter om spørgsmål om håndtering af forretningshemmeligheder.
Ovenstående er alene et nyhedsreferat og må derfor ikke læses som juridisk rådgivning eller erstatning herfor.