Som bekendt fra dagspressen er der fem universiteter, der har været eller er i tvist med Bygningsstyrelsen. Baggrunden for tvisterne er, at en række byggerier er gået helt galt på grund af dårlige rådgivere og dårligere entreprenører. Dette har medført store budgetoverskridelser. Og helt galt går det også på grund af en særlig statslig huslejeordning, der betyder, at universiteterne skal betale for de budgetoverskridelser, som Bygningsstyrelsen til dels har været skyld i. Af statsligt byggerod kan for eksempel nævnes:
Institut for Biomedicin, Aarhus
Foreløbigt forsinket i to år og foreløbigt 185 millioner kroner dyrere end budgetteret.
Pharma Science Building, København
Forsinket i to år og fordyret fra 177 millioner kroner til 227 millioner kroner.
IT-Universitetet
Blev færdigt – dog 32 millioner kroner over budget.
Mærsk Tårnet
Skulle koste 1,3 milliarder kroner, men regningen er foreløbig endt på 1,948 milliarder kroner.
Institut for Byggeri og Anlæg, Aalborg
Havde i 2017 en liste for fejl og mangler på i alt 216 sider.
Copenhagen Plant Science Center, København
Blev budgetteret til 250 millioner kroner i 2012 og totaludgiften løber op i 300 millioner kroner. Dertil kommer, at to tredjedele af byggeriet ikke kan bruges.
Alsion, Sønderborg
Blev overtaget af SDU i 2007, men byggeregnskabet blev først afsluttet i 2013 på grund af en række voldgiftssager.
Niels- Bohr-Bygningen, København
Skulle været åbnet i 2016 og skulle have kostet 1,6 milliarder kroner. Byggeriet er forsinket på fjerde år, og prisen er løbet op i over 3,6 milliarder kroner.
Fælles for alle disse byggerier er, at når byggeriet bliver dyrere end oprindeligt forventet, så stiger huslejen. Dette skyldes en særlig statslig huslejeordning, der betyder, at universiteterne skal betale for de budgetoverskridelser, som Bygningsstyrelsen til dels har været skyld i.
Denne form for huslejestigning vil universiteterne ikke acceptere. Så det er her, den interne statslige voldgift anvendes. Denne form for voldgift stammer fra 2013, hvor Klima-, Energi- og Bygningsministeriet udarbejdede et sæt retningslinjer til brug for en intern statslig voldgift, hvor der opstår tvister om den statslige huslejeordning.
Det fremgår af disse retningslinjer blandt andet, at det er en enkelt dommer, der vurderer den konkrete sag med udgangspunkt i huslejekontrakter og den såkaldte SEA-ordning (Statens EjendomsAdministration).
Udover disse interne statslige voldgifter, verserer der også for de pågældende byggerier juridiske tvister med entreprenører og rådgivere. Disse tvister kører ved Voldgiftsnævnet Bygge og Anlæg. Så udover Voldgiftsnævnet Bygge og Anlæg eksisterer der således også den interne statslige voldgift.