Høringssvar på ny erhvervsfremmestrategi

29. november 2019

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har haft sendt deres udkast til Strategi for decentral erhvervsfremme 2020-2023 i offentlig høring.

Med nedlæggelsen af de regionale vækstfora er Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse ansvarlig for at igangsætte og finansiere den samlede decentrale erhvervsfremmeindsats i Danmark. Herudover giver bestyrelsen indstillinger til erhvervsministeren om anvendelse af midler fra Den Europæiske Regional- og Socialfond.

Vi giver i høringssvaret blandt andet udtryk for følgende:

  • Der findes 18.605 demokratisk ejede virksomheder i Danmark. På trods af dette, er demokratiske virksomheder ikke tydeligt repræsenteret i erhvervsfremmesystemets beslutningsorganer, og der findes ingen benævnelse af kooperativt, demokratisk eller fælleskabsejet iværksætteri og virksomhedsdrift i udkastet til den decentrale erhvervsfremmestrategi.

  • Ønsker man, at erhvervsfremmeaktiviteter skal bidrage som virkemiddel til social inklusion og en udvidelse af arbejdsudbuddet, ser vi særligt tre relevante indsatsområder; a) Virksomheders social ansvar, b) Lokale og socialøkonomiske partnerskaber om beskæftigelse og c) Forretningsudvikling og skalering af socialøkonomiske virksomheder.

  • Mange potentielle iværksættere tabes i dag på gulvet, bl.a. på grund af et for snævert fokus på vækst og eksport som parametre for værdiskabelse. Vi foreslår, at der:
    Skabes en bedre sammenhæng mellem erhvervsfremmesystemet og bl.a. LAG-grupperne og frivilligcentrene
    Opbygges viden og vejledningskompetencer i Erhvervsfremmesystemet til at kunne vejlede om virksomhedsformer og forretningsmodeller, der kombinerer økonomisk og samfundsmæssig værdiskabelse, herunder viden om socialøkonomiske virksomheder og demokratisk/fællesskabsbaserede ejerformer
    Formidles viden om de demokratiske og socialøkonomiske virksomhedsformer i iværksættermiljøerne samt i forbindelse med entreprenørskabsundervisning på uddannelsesinstitutionerne
    Igangsættes en målrettet indsats for at støtte iværksætteri og udvikling af fællesskabsøkonomier i landdistriktsområder

  • Som følge af deres sociale og/eller medlemsbaserede overskudshåndtering kan socialøkonomiske og demokratiske virksomheder ikke tiltrække investeringer på lige fod med rent profitdrevne virksomheder. Den deraf følgende mangel på kapital er en stor barriere for vækst på området. Igennem Vækstfonden og Innovationsfonden investerer den danske stat massivt i innovation, vækst og arbejdspladser. En del af disse investeringer bør målrettes socialøkonomiske og demokratiske virksomheder

Du kan læse Kooperationens høringssvar her.