Inden sommerferien afsagde Højesteret dom i den såkaldte ”håndtrykssag”, som drejede sig om, hvorvidt det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at en skole afbrød praktikforholdet for en kvindelig lærerstuderende, som med henvisning til sin religion nægtede give hånd til en mandlig kollega.
Den lærerstuderende skulle som led i sin uddannelse i 6 ugers praktik på en kommuneskole. Under et velkomstmøde på skolen hilste hun på de kvindelige lærere med håndtryk. Da en mandlig lærer rakte hånden frem for at hilse på hende, tog hun ikke hans hånd, men hilste på ham ved at lægge en hånd mod hjertet og bøje hovedet.
Inden praktikforløbet skulle begynde, blev den lærerstuderende indkaldt til et møde på skolen for at drøfte, at hun ikke havde givet hånd til den mandlige lærer. På mødet oplyste den lærerstuderende, at hun af religiøse årsager ikke gav hånd til fremmede voksne af det modsatte køn.
På mødet stillede skolen krav om, at den lærerstuderende skulle give hånd til alle personer uanset køn. Det ville den lærerstuderende ikke efterkomme, og skolen besluttede derfor at afbryde praktikforløbet.
Den lærerstuderende mente, at skolens beslutning var i strid med forskelsbehandlingsloven, og hun indgav derfor en klage til Ligebehandlingsnævnet med krav om godtgørelse for indirekte forskelsbehandling på grund religion.
Ligebehandlingsnævnet tilkendte den lærerstuderende 25.000 kr. i godtgørelse. Kommunen indbragte dog nævnets afgørelse for landsretten, der frifandt kommunen. Denne dom blev efterfølgende anket til Højesteret.
Skolen og den lærerstuderende var under sagen enige om, at kravet om, at den lærerstuderende skulle give hånd til alle personer uanset køn, var objektivt begrundet i det saglige formål at sikre ligebehandling af kønnene, og at kravet var et hensigtsmæssigt middel.
Spørgsmålet var herefter, om kommunen havde bevist, at kravet var et nødvendigt middel til at sikre skolens og kommunens mål om ligebehandling mellem kønnene.
Højesteret fandt, at kommunen ikke havde løftet sin bevisbyrde, og henviste bl.a. til, at skolen på mødet ikke i rimeligt omfang sammen med den lærerstuderende havde afsøgt mulige alternativer, herunder hilsemåder uden håndtryk.
Der var ikke oplyst om konkrete problemer for skolen, der kunne begrunde, at det på mødet havde været nødvendigt for skolen at modsætte sig en alternativ hilsemåde, hvis den var respektfuld og udtryk for ligebehandling.
Skolens beslutning om at afbryde praktikforløbet var dermed udslag af indirekte forskelsbehandling.
Den lærerstuderende blev dog ikke tilkendt nogen godtgørelse, da Højesteret fandt, at hun på mødet kunne have bidraget mere til at finde en løsning, og da det fik begrænsede konsekvenser for hende, at praktikforløbet blev afbrudt.
Dommens betydning
Højesteretsdommen understreger arbejdsgiveres særlige ansvar ift. dokumentation, påpeger Kooperationen.
”Dommen viser, at det som arbejdsgiver er vigtigt at have reglerne om indirekte forskelsbehandling for øje, hvis man stiller særlige krav om påklædning, hilsemåder mv. til medarbejdere af anden etnisk herkomst end dansk. Selvom et sådant krav er objektivt begrundet i et sagligt formål, skal det også være et både hensigtsmæssigt og nødvendigt middel til fx at sikre ligebehandling mellem kønnene. Derfor bør arbejdsgivere sikre sig, at det kan dokumenteres, at der er i rimeligt omfang er afsøgt alternative muligheder, hvis sådanne findes, før et krav fastholdes,” udtaler Michael Elof Nielsen, seniorkonsulent og advokat (H) i Kooperationen.
