Som følge af at regeringen den 19. november 2020 ophævede restriktionerne i de syv berørte kommuner, meddelte regeringen efterfølgende, at de to midlertidige lønkompensationsordninger, henholdsvis lønkompensationsordningen og pendlerlønkompensationsordningen, ville ophøre pr. den 22. november 2020.
Det er dog nu meddelt, at der vil kunne søges om lønkompensation for hjemsendelse frem til den 26. november 2020. Det betyder, at virksomheder, som ikke nåede at kalde deres medarbejdere tilbage før den 23. november 2020, nu alligevel har mulighed for at få kompensation. Fra og med den 16. november 2020 kan man dog ikke få pendlerlønkompensation for de ansatte, der alene har krydset de indbyrdes kommunegrænser mellem de syv kommuner, da kommunegrænserne igen blev åbnet.
Intet minimumskrav på pendlingslønkompensationsordningen
Det er nu også afklaret, at der ikke indføres et minimumskrav til antallet af hjemsendte medarbejdere efter pendlerlønkompensationsordningen på samme måde, som det gælder i lønkompensationsordningen.
Det betyder, at en virksomhed kan søge om lønkompensation efter pendlerlønkompensationsordningen, selv om den har hjemsendt mindre end 30 pct. af medarbejderstaben eller færre end 50 ansatte, såfremt de øvrige betingelser for ordningen er opfyldt. Medarbejdere, der var omfattet af pendlerlønkompensationsordningen, kan dog fortsat tælles med i opgørelsen af antallet af hjemsendte medarbejdere på den almindelige lønkompensationsordning.
Der er åbnet for ansøgninger gennem Erhvervsstyrelsen på samme måde som lønkompensationsordningerne fra foråret, og ansøgningsfristen er den 24. december 2020.
Læs mere her.