Entrepriser og nedlukning af kommuner

10. november 2020

Som bekendt er kommunerne Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø lukket ned.

Det kan betyde, at entrepriser, der udføres i en af de pågældende kommuner, f.eks. ikke kan få leveret materialer eller der kan være mangel på mandskab til at udføre entrepriser, da kommunegrænserne ikke må overskrides.

Hvis man således udfører entrepriser i en af de pågældende kommuner, skal man hurtigst muligt gøre bygherren skriftligt opmærksom på, at man påberåber sig 1) force majeure og 2) varsler tidsfristforlængelse.

Der en række aktører, der mener, at der ikke kan være tale om force majeure. Men rent juridisk er vurderingen, at nedlukningen rent entrepriseretligt er force majeure.

At der er tale om force majeure skyldes blandt andet, at Regeringens opfordringer er fremkommet på baggrund af, at Statens Serum Institut i deres seneste risikovurdering af den 3. november 2020 har oplyst , at man som noget helt nyt har konstateret en særlig mutation af corona virussen nemlig Cluster 5.

Derudover er denne særlige mutation fundet hos mennesker i Nordjylland, og SSI finder derfor også, at mutationen udgør en stor risiko for folkesundheden.

Regeringens formål er endvidere, at personer, der bor i den ”røde zone”, ikke spreder virusvarianten Cluster 5 til andre dele af Danmark, Europa og resten af verden. Denne opfordring, som den er formuleret, tenderer således til et forbud/påbud.

Og så er det også sådan, at opfordringerne gælder personer fra den ”røde zone”, uanset om disse har symptomer på sygdom eller ej, ligesom opfordringerne gælder personer i zonen, uanset at de ikke har været i tæt kontakt med personer, der har fået konstateret eller skønnes at have coronavirus, herunder eventuelt varianten Cluster 5.

Varsling af tidsfristforlængelse

Det fremgår af AB 92 § 24, stk. 3 / AB 18 § 39, stk. 4, at entreprenøren så hurtigt som muligt skal varsle bygherre, hvis man er berettiget til tidsfristforlængelse som følge af force majeure.

”Så hurtigt som muligt” betyder, at entreprenøren så snart, at han konstaterer, at byggeriet er blevet forsinket eller vil blive forsinket, skal give meddelelse til bygherren herom. Det anbefales, at man hellere for tidligt end for sent retter henvendelse til bygherren.

Det er afgørende, at entreprenøren i sin henvendelse til bygherren ikke blot generelt henviser til covid-19 situationen, men i konkrete detaljer beskriver årsagen til den covid-19 relaterede situation.

En meddelelse til bygherre kan eksempelvis udføres som følger:

”Det kan konstateres, at det omhandlede byggeri er forsinket / risikerer at blive forsinket som følge af covid-19, idet følgende forhold har indvirket på fremdriften af byggesagen:
Revideret Artikel -
[Nedenstående forhold, som måtte være relevante, skal beskrives så udførligt som muligt]

  • (forsinkelse af materialeleverancer)
  • (hjemsendelse/karantæne af medarbejdere i overensstemmelse med myndighedernes anvisninger)
  • (sygdomsramte medarbejdere)

Det skal derfor gøres gældende, at der i medfør af reglerne i AB 92 § 24, stk. 1, nr. 3 / AB 18 § 39, stk. 1, litra c er ret til tidsfristforlængelse som følge af de opståede force majeure forhold.

Vi vil naturligvis forsøge at undgå eller begrænse forsinkelsen, men må allerede nu varsle ret til tidsfristforlængelse. Længden af den varslede tidsfrist kan ikke fastsættes endeligt, men vi vil naturligvis vende tilbage med løbende status herom.

For god ordens skyld skal der tages forbehold for at kræve dækket det tab, som vi måtte lide som følge af forsinkelsen.“


Det skal samtidig bemærkes, at der herudover foreligger en almindelig loyalitetsforpligtelse for entreprenøren, jfr. AB 92 § 24 og AB 18 § 39, hvorefter entreprenøren indenfor rimelighedens grænser skal forsøge at undgå eller begrænse forsinkelsen.

”Indenfor rimelighedens grænser” betyder, at entreprenøren skal tage rimeligt hensyn til bygherrens interesser, og så vidt muligt tilrettelægge sit arbejde, så forsinkelsen undgås eller begrænses, men alene i det omfang, at det kan ske uden meromkostninger, urimeligt besvær, risiko eller ulempe for entreprenøren.