Tre initiativer fra Arbejdstilsynet

3. september 2020

Aftaleforløb, dialog og vejledning samt gebyr for skærpet tilsyn er tre nye initiativer, som Arbejdstilsynet sætter i værk i september. Baggrunden er den politiske aftale om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats og ordnede forhold på arbejdsmarkedet, der blev vedtaget i foråret 2019.

Mulighed for at indgå et aftaleforløb
Virksomheder vil nu i visse tilfælde få mulighed for at indgå en aftale med Arbejdstilsynet om forbedring af arbejdsmiljøet og om løsning af et eller flere konkrete konstaterede eller mistænkte arbejdsmiljøproblemer inden for en aftalt frist i stedet for at få et påbud fra Arbejdstilsynet. Initiativet trådte i kraft den 1. september 2020.


Aftaleforløbet bliver muligt i to situationer:

  • Hvis Arbejdstilsynet på et tilsyn ser et arbejdsmiljøproblem og vurderer, at problemet kan være andre steder i virksomheden. Aftalen går så ud på, at virksomheden med hjælp fra Arbejdstilsynet skal løse problemet dér, hvor det er konstateret, men også andre steder, som virksomheden selv vælger. Virksomheden kan dermed undgå at få et påbud.
  • Hvis Arbejdstilsynet på et tilsyn får mistanke om et arbejdsmiljøproblem, men endnu ikke har afdækket, om der er tale om en overtrædelse af reglerne. Det vil især være relevant i forhold til komplekse arbejdsmiljøproblemer, fx inden for psykisk arbejdsmiljø. Aftalen går så ud på, at virksomheden med hjælp fra Arbejdstilsynet skal løse det problem, der er mistanke om. Virksomheden kan dermed undgå at få et påbud.

Dialog og vejledning
Arbejdstilsynet kan nu fremover vælge at tilbyde supplerende dialog og vejledning til virksomheder, der får et påbud med frist eller et strakspåbud om at løse et konkret arbejdsmiljøproblem. Dialogen og vejledningen vil handle om, hvordan virksomheden kan arbejde med at løse problemet og generelt styrke arbejdsmiljøet. Initiativet træder i kraft den 23. september 2020.

Skærpet tilsyn og gebyr
Arbejdstilsynet kommer på uanmeldt skærpet tilsyn, hvis en virksomhed får et forbud mod at fortsætte arbejdet. Arbejdstilsynet kan opkræve gebyr for det skærpede tilsyn, og gebyret er på 10.000 kr., men der er lagt op til, at det vil blive reguleret en gang om året. Initiativet trådte i kraft den 1. september 2020.

Under tilsynet vil Arbejdstilsynet blandt andet følge op på, om virksomheden har rettet op på de forhold, der førte til forbuddet. Fristen for at gennemføre det skærpede tilsyn, efter det udstedte forbud, er fastsat til en måned for midlertidige arbejdssteder og til tre måneder for faste arbejdssteder.

Læs mere om de enkelte initiativer her.