To Kuverter

20. marts 2019

To kuverter - ændring af udbudsloven vedtaget

Den 26. februar 2019 vedtog Folketinget en ændring af udbudsloven. Baggrunden for ændringen er, at man vil øge gennemsigtigheden ved evalueringen af EU-udbud. Ændringen indebærer, at kravene til udbudsmaterialets beskrivelse af evalueringsmetoden øges, samt at to-kuvert-systemet indføres.

To-kuvert-system betyder, at udbyder skal vurdere de kvalitative parametre uden at være bekendt med prisen på de enkelte tilbud.

To-kuvert-systemet er indført for at sikre en mere uafhængig vurdering af kvalitet i forbindelse med bygge-og anlægsprojekter, som udbydes efter evalueringskriteriet ”bedste forhold mellem pris og kvalitet”.

Over 350 millioner kroner

To-kuvert-systemet er begrænset til bygge- og anlægskontrakter med en anslået værdi på mere end 350 millioner kroner.

Endvidere kan det oplyses, at det ikke fremgår af lovforslaget, hvordan adskillelsen faktisk opnås, men det forventes, at udbyder forbereder sit e-udbudssystem til tilbudsafgivelsen, så de økonomiske henholdsvis kvalitative elementer afleveres separat.