Spændende muligheder for kompetenceudvikling

27. september 2018

For medarbejdere under Kooperationens overenskomster med HK/Privat og Teknisk Landsforbund er der mulighed for at blive opkvalificeret gennem overenskomsternes kompetenceudviklingsfonde.

Man kan få dækket udgifter til akademi- og diplomuddannelser, og for begge uddannelser gælder det, at man kan få tilskud til kursusgebyret uanset om uddannelsen foregår i arbejdstiden eller i fritiden. Foregår uddannelsen i arbejdstiden, er det dog en forudsætning, at arbejdsgiver giver medarbejderen fri til at deltage.

Der findes mange forskellige akademiuddannelser og diplomuddannelser. Hvilke der er mulighed for støtte til, kan ses på AUDIPLOM. Som noget nyt er der også mulighed for at få dækket udgifter til Kooperationens Akademiuddannelse i ledelse på LO-Skolen samt CSR uddannelsen (s. 47 i kursuskataloget), der gennemføres i samarbejde med CBS og ligeledes afholdes på LO-Skolen.

For at kunne søge fonden, skal medarbejderen være omfattet af overenskomsten mellem Kooperationen og Teknisk Landsforbund eller af overenskomsten mellem Kooperationen og HK/Privat, og arbejdsgiver skal indbetale til kompetenceudviklingsfonden via Kooperationen. Fonden har ingen ansøgningsfrister og modtager derfor løbende ansøgninger.

Læs mere om Kompetenceudviklingsfonden og mulighederne for at søge tilskud på www.kooperationen.dk.