Socialøkonomi i fokus

11. december 2025

 

Den 20. november afholdt Kooperationen sammen med Sociale Entreprenører i Danmark og andre gode kræfter en konference på Christiansborg om socialøkonomi. Formålet var at fejre den internationale Social Enterprise dag og at sætte fokus på, at Danmark ikke følger EU’s henstilling om socialøkonomi, som regeringen ellers selv har underskrevet.

Danmark har nemlig ikke en strategi for, hvordan styrkerne ved socialøkonomiske og kooperative virksomheder kan udbredes og anvendes til at skabe et mere inkluderende samfund, hvor sammenhængskraften styrkes på tværs af eksempelvis befolkningsgrupper og land og by.

Der kom mange gode input til, hvordan vi – på tværs af deltagerne, der primært kom fra socialøkonomiske virksomheder og flere af landets kommuner – kan styrke samarbejdet og de positive effekter af socialøkonomien. Det vil vi nu arbejde endnu tættere sammen om i sektoren.

Desto mere nedslående er det, at erhvervsministeren har sendt et lovforslag i høring, der har til formål at nedlægge RSV-ordningen. Ordningen giver de socialøkonomiske virksomheder mulighed for at lade sig registrere hos Erhvervsstyrelsen. Dermed kan de dokumentere over for offentlige og private kunder, at de har et socialøkonomisk formål og arbejder not-for-profit. I Kooperationen arbejder vi meget aktivt over for ministeren og Folketinget for at sikre, at denne lov ikke gennemføres!

Læs høringssvaret her