Rummelig Genstart

10. februar 2021

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har givet et tilsagn på knap 10 mio. kr. til projektet Rummelig Genstart, der skal skabe rummelige og socialøkonomiske arbejdspladser i kølvandet på corona-krisen. Kooperationen er partner i projektet og skal bidrage med viden om bl.a. socialøkonomisk forretningsudvikling, partnerskaber og socialt ansvarlige indkøb.

Projektet Rummelig Genstart har til formål at udvikle og gennemføre indsatser, der sikrer inklusion og beskæftigelse af udsatte ledige. Herudover skal projektet bidrage til skabelsen af flere socialøkonomiske og rummelige virksomheder igennem nye samarbejder og udviklingsprojekter mellem kommuner, virksomheder og socialøkonomiske partnere. Projektet løber frem til udgangen af 2022 og gennemføres af Projekter iMidt i samarbejde med Kooperationen. Herudover deltager en række kommuner og øvrige samarbejdspartnere også i projektet.

Baggrund
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse lancerede i maj 2020 puljen ”På kanten af arbejdsmarkedet – Flere i job” med i alt 47,8 mio. kr. fra hhv. EU’s Socialfond og decentrale erhvervsfremmemidler. Puljen er målrettet en indsats for indslusning- og fastholdelsesforløb til arbejdsmarkedet samt socialøkonomiske virksomheder. Bestyrelsen modtog 22 ansøgninger til puljen og besluttede at give tilsagn til otte projekter.

Du kan læse mere om puljen og de projekter, der har fået tilsagn her.