Orientering fra Energistyrelsen

1. oktober 2020

Energistyrelsen har den 29. september 2020 orienteret om undtagelser i forbindelse med kravet om at bruge VE-godkendte installatør- og montørvirksomheder i henholdsvis Skrotningsordningen og Bygningspuljen:

  • I Skrotningsordningen indføres en undtagelse for kravet om at bruge VE-godkendte installatør- eller montørvirksomheder ved varmepumper, der installeres frem til 1. januar 2021.
  • I Bygningspuljen lægges der op til at indføre en undtagelse for kravet om at bruge VE-godkendte installatør- eller montørvirksomheder ved varmepumper, der installeres frem til 1. april 2021.

Udskydelsen betyder, at kravet om at anvende VE-godkendte installatør- eller montørvirksomheder for at opnå tilskud til installation af varmepumper fra bygningspuljen eller skrotningsordningen først træder i kraft de ovennævnte datoer. Undtagelsen gælder alene i de tilfælde, hvor varmepumpen er installeret inden de ovennævnte datoer, og udnyttes et tilsagn om tilskud derfor først efterfølgende, vil der være krav om at bruge VE-godkendte installatør- eller montørvirksomheder til installationen.

 

Baggrunden for udskydelsen af kravet er dels, at flere af høringsparterne, der i øvrigt bakker op om kravet i puljerne, har udtrykt bekymring for flaskehalsproblemer i forbindelse med høringen af henholdsvis Bekendtgørelse om tilskud til individuelle varmepumper ved skrotning af olie- og gasfyr (Skrotningsordningen) og Bekendtgørelse om tilskud til energibesparelser og energieffektiviseringer i bygninger til helårsbeboelse.

Derudover er baggrunden for udskydelsen af kravet, at puljerne er fremrykket som følge af Klimaaftale for Energi og Industri mv. 2020, og at dette har medført kortere tid til at blive VE-godkendt. Endelig vurderes en undtagelsesperiode nødvendig for at give installatør- og montørvirksomhederne tilstrækkelig tid til at gennemgå de nødvendige kurser og auditering hos kontrolinstanserne med henblik på at blive VE-godkendt.

Kravet om at bruge VE-godkendte installatør- eller montørvirksomheder forventes fortsat at gælde fremadrettet, således at det efter henholdsvis 1. januar 2021 i Skrotningsordningen og 1. april 2021 i Bygningspuljen vil være nødvendigt at anvende VE-godkendte installatør- eller montørvirksomheder for at opnå tilskud til varmepumper.