Manglende dokumentation kostede dyrt

4. januar 2018

I en opmandskendelse fra december 2017 blev en malervirksomhed dømt til at efterbetale 300.000 kr. med tillæg af renter for manglende overholdelse af maleroverenskomstens bestemmelser.

Sagen startede ved et pladsbesøg i marts måned 2017, hvor Malerforbundet mødte en gruppe polske malere, der alle hævdede at være ansat i en virksomhed med dansk cvr. nr., og som var omfattet af overenskomsten mellem Malerforbundet og Danske Malermestre.

På det efterfølgende 48-timers møde gjorde virksomheden gældende, at der var indgået aftale om underentreprise med et polsk selskab. Virksomheden blev pålagt at fremlægge dokumentation for aftalen, lønsedler, RUT-nummer. og ansættelseskontrakter, men overholdt ikke fristen herfor. Efterfølgende udeblev virksomheden fra opfølgningsmødet.

Sagen blev herefter rejst ved faglig voldgift, hvor virksomheden i svarskriftet fremlagde en underskrevet entreprisekontrakt indgået mellem virksomheden og det polske selskab. Kontrakten var dateret ”10/01 2017” og angav RUT-nummeret på det polske selskab.

Lønmodtagersiden kunne imidlertid fremlægge dokumentation for, at det pågældende RUT-nummer først var tildelt virksomheden i april måned 2017, hvorfor opmanden lagde til grund, at der i hvert fald ikke på datoen for 48-timers mødet, der ligeledes fandt sted i april måned 2017, var indgået nogen underentreprisekontrakt. En eventuel efterfølgende indgået aftale fandtes herefter ikke at kunne fritage virksomheden for sine overenskomstmæssige forpligtelser over for malerne under hele arbejdets udførelse.

Ovenstående er alene et nyhedsreferat og ikke juridisk rådgivning. Som arbejdsgivermedlem af Kooperationen har du mulighed for at få juridisk rådgivning fra vores konsulenter om blandt andet overenskomstforhold.