Anne-Mette Ahlmann er ved generalforsamlingen den 21. maj valgt ind i Kooperationens bestyrelse, mens Lis Kristensen og Tom Kristensen stopper efter lang tids engagement. Frederik Petersen er genvalgt som forperson.
Anne-Mette Ahlmann, der til daglig er økonomidirektør i A/S Boligbeton, indtræder i bestyrelsen, der fremover består af ni medlemsvalgte repræsentanter. Det er et fald fra de tidligere ti medlemmer, og et skridt i en flerårig plan om at justere bestyrelsens størrelse. Derudover er Ulrik Boe Kjeldsen medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem.
Ved det konstituerende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen er Frederik Petersen genvalgt som forperson, og Anne-Mette Ahlmann er valgt som næstforperson. Anne-Mette erstatter Tom Kristensen som næstforperson.
"Det er en spændende og udfordrende tid for mange virksomheder, og jeg glæder mig til, at vi i Kooperationen skal arbejde videre på alle de fronter, der har betydning for vores medlemmer og styrke dem mest muligt," siger Frederik Petersen.
Forpersonen benytter også lejligheden til at takke de to afgående bestyrelsesmedlemmer: Lis Kristensen fra Eks-Skolens Design & Tryk og Tom Kristensen fra A/S Boligbeton.
"Lis og Tom tror benhårdt på Kooperationen, de kooperative værdier og principper samt vigtigheden af den kooperative bevægelse i Danmark. På mange måder har de begge lagt meget af deres energi og sjæl ind i Kooperationens DNA og har bidraget positivt til, hvor vi står nu. Det skal de begge have stor tak for."
Bestyrelsen består pr. 21. maj 2026 af:
- Anne-Mette Ahlmann, økonomidirektør, A/S Boligbeton (næstforperson)
- Frederik Pedersen, adm. direktør, KnowledgeWorker (forperson)
- Finn Borgquist, adm. direktør, Forbrugsforeningen
- Lars Michelsen, direktør, Malernes Andels-Forretning
- Laust Leth Gregersen, Director of Public Affairs, Advocacy and Domestic, Oxfam
- Lone Warburg, direktør, Prik Nu
- Marc Malmbak Stounberg, advokat (H), Kontra Advokater
- Maria Pagels, direktør, Grantoftegaard
- Peter Højgaard Pedersen, konsulent, Andelskassen Fælleskassen
- Ulrik Boe Kjeldsen, chefkonsulent, Kooperationen (medarbejdervalgt)
Du finder kontaktoplysninger på Kooperationens bestyrelse her.