Kooperationen medstifter af videnscenter

2. februar 2026

 

Center for Medarbejdereje

Vi skal have flere medarbejderejede virksomheder i Danmark. Derfor har Kooperationen og Tænketanken Demokratisk Erhverv indgået et partnerskab om at etablere Center for Medarbejdereje. Den fælles indsats skal sikre, at ny fordelagtig lovgivning udmønter sig i markant flere medarbejderejede virksomheder.

Snart kan virksomhedsejere, medarbejderrepræsentanter, rådgivere og alle andre, der søger viden om medarbejdereje, få hjælp i deres søgen på www.medarbejdereje.dk. Her kan de finde gode eksempler på ejerskifter til medarbejdereje, vejledningsmateriale om den nye lovmodel og meget mere.

Hjemmesiden er et af de redskaber, Center for Medarbejdereje vil anvende til at udbrede viden om den nye danske model for ejerskifter til medarbejdereje. Målet er at gøre det lettere og mere trygt for den første generation af virksomheder, medarbejdere og rådgivere, der skal anvende modellen.

”Vi oplever en utrolig stor interesse for den nye ejerskiftemodel. Og det er virkeligt positivt, at både erhvervshusene og flere private rådgivere allerede står klar til at hjælpe modellen på vej.

Men vi konstaterer også, at ejerskifte til medarbejdereje er en relativt uprøvet ting i Danmark. Derfor er det erfarings- og inspirationsgrundlag, som interesserede virksomhedsejere og medarbejdere kan læne sig op ad, ikke stort. Det skal vi have gjort noget ved!”

Jens Jonatan Steen, Tænketanken Demokratisk Erhverv og Anne Seiersen, Kooperationen (fælles udtalelse)

Limen der binder indsatser sammen
Center for Medarbejderejes ambition er at blive en samlende vidensplatform, der;

  • udbreder kendskab til ejerskifte til medarbejdereje,
  • styrker det generelle vidensgrundlag og udvikler best-practice samt
  • tilbyder - og viser vej til - viden, sparring, rådgivning og finansiering med særligt fokus på medarbejdernes vejledningsbehov.

Det skal ske i tæt samspil med erhvervsfremme-, rådgivnings- og finansieringsaktører samt centrale interessenter, heriblandt fagbevægelsen.

”I center for medarbejdereje samler vi vejlednings-, analyse- og formidlingskompetencer fra to organisationer med førende ekspertise på dette område.

Fra Kooperationens side bidrager vi med omfattende erfaring med, hvordan man driver og udvikler stærke virksomheder baseret på medarbejdereje. Og vi har mange gode eksempler blandt vores medlemsvirksomheder, der kan være til stor inspiration for en ny generation af medarbejderejede virksomheder.

Med det som udgangspunkt håber vi at skabe tætte alliancer med erhvervshuse, revisorer, advokater, banker, fagbevægelse m.fl., og opbygge et stærkt sammenhængende økosystem på området.

Frederik Petersen, formand, Kooperationen

Arbejdet er i gang
Center for Medarbejdereje lanceres d. 2. februar 2026 i forbindelse med en konference på Christiansborg, der netop omhandler den nye lov om generationsskifte til medarbejdereje. Det er forventningen, at der vil gå et par måneder før centeret er fuldt operationelt, men det er allerede nu muligt at skrive sig op på hjemmesiden, hvis man ønsker at følge med, når der kommer nyt.

Kooperationen og Tænketanken Demokratisk Erhverv takker AKF-fonden for at bidrage med finansiering til centerets etablering.

Har du spørgsmål til centeret, kan du kontakte Ulrik Boe Kjeldsen på ubk@kooperationen.dk og telefon 30821982.