Elev fik ikke ”dobbelt op” på godtgørelsen

15. marts 2018

Efter erhvervsuddannelsesloven skal der betales en godtgørelse til en elev, der uberettiget får ophævet sin uddannelsesaftale. En sådan situation forelå i en sag, der i februar måned blev afgjort af Højesteret.

Eleven i sagen var under uddannelse som eventkoordinator og tillige omfattet af funktionærloven. Efter funktionærlovens § 2 b skal der betales godtgørelse, hvis en opsigelse ikke kan anses for rimeligt begrundet i funktionærens eller virksomhedens forhold, og funktionæren i øvrigt har været ansat i mindst 1 år før opsigelsen. Eleven opfyldte kravet om 1 års ansættelse, og spørgsmålet var, om eleven både havde krav på godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven og en godtgørelse efter funktionærloven.

Arbejdsgiversiden i sagen henviste til, at Højesteret allerede i en tidligere dom havde afvist krav på godtgørelse efter såvel ligebehandlingsloven som erhvervsuddannelsesloven i forbindelse med, at en gravid elev ikke havde fået forlænget sin uddannelsesaftale. Her fik eleven en godtgørelse efter ligebehandlingsloven på 6 måneder, men ikke nogen godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven, fordi denne var anset for indeholdt i godtgørelsen på 6 måneder.

Den nye dom gentager dette princip. En elev, der uberettiget får ophævet sin uddannelsesaftale har kun ret til at få en godtgørelse for det samme forhold, men det skal til gengæld være den højest mulige.

En elev kan således stilles bedre end andre medarbejdere, hvis godtgørelsen efter erhvervsuddannelsesloven overstiger det godtgørelsesbeløb, der kan tilkendes efter anden lovgivning, fx funktionærloven.

I dommen var godtgørelsen efter funktionærlovens § 2b opgjort til 13.407 kr., mens godtgørelsen efter erhvervsuddannelsesloven udgjorde 15.000 kr. Eleven havde derfor alene krav på de 15.000 kr., da de 13.407 kr. ansås for indeholdt i beløbet.

Ovenstående er alene et nyhedsreferat og ikke juridisk rådgivning eller erstatning herfor. Kontakt vores konsulenter i spørgsmål om uddannelsesaftaler, opsigelser og udmåling af godtgørelser i forbindelse med afslutning af ansættelsesforhold.