Fra 2026 har danske virksomhedsejere fået en ny mulighed for at overdrage deres virksomhed til medarbejderne. Men hvad betyder medarbejdereje for virksomhedernes økonomi – og hvad skal der til, for at modellen får fodfæste i Danmark?
På webinaret præsenterer CBS og Tænketanken Demokratisk Erhverv resultaterne fra en performanceanalyse af 218 britiske virksomheder, der er overdraget til medarbejdereje, sammenlignet med 330 virksomheder, der har gennemført et management buyout. Analysen viser stærke økonomiske resultater blandt virksomhederne overdraget til medarbejdereje, og giver et solidt empirisk grundlag for at forvente, at den nye danske model kan blive en økonomisk levedygtig generationsskiftemodel for fremtiden.
På webinaret introducerer Erhvervsstyrelsen samtidig den nye danske model for ejerskifte til medarbejdereje, en casevirksomhed deler konkrete erfaringer fra sit eget ejerskifte, og deltagerne præsenteres for Center for Medarbejdereje som ny indgang til viden og værktøjer på området.
Webinaret er særligt relevant for revisorer, advokater, banker, virksomhedsrådgivere, erhvervsfremmeaktører, brancheorganisationer og forskere – men alle interesserede er velkomne.
Tilmeldte deltagere modtager et link til Microsoft Teams inden webinaret.
Program:
- Kl. 11.00–11.05: Velkomst ved Jens Jonatan Steen, direktør i Tænketanken Demokratisk Erhverv
- Kl. 11.05–11.20: Thomas Poulsen, lektor ved CBS, præsenterer nyt studie af virksomheders performance efter ejerskifte til medarbejdereje
- Kl. 11.20–11.30: Olivia Karen Höcky Hansen, specialkonsulent i Erhvervsstyrelsen, præsenterer den nye danske model for ejerskifte til medarbejdereje
- Kl. 11.30–11.40: Ulrik Boe Kjeldsen, chefkonsulent i Kooperationen, præsenterer Center for Medarbejdereje
- Kl. 11.40–11.50: Virksomhedscase: Erfaringer med ejerskifte til medarbejderne
- Kl. 11.50–12.00: Spørgsmål og afslutning ved Jens Jonatan Steen
Webinaret er arrangeret af: Tænketanken Demokratisk Erhverv, Copenhagen Business School, Erhvervsstyrelsen, Kooperationen, Center for Medarbejdereje, SMV:PRO og Erhvervshus Hovedstaden.
Mødet foregår på Teams og er gratis.