HK/Privat Kompetence og Karrierefond

Kompetencefonde: Malerne / Blik & Rør / Bygge & Anlæg / HK & TL / HK PrivatHK Privat Freelancere


HK/Privats Kompetence/-karrierefond

For ansatte under HK/Privats særoverenskomster er der mulighed for at blive opkvalificeret gennem overenskomsternes kompetence/-karrierefond. Målet med fonden er at sikre løbende efter- og videreuddannelse for medarbejderne og gøre det nemmere for arbejdsgivere og medarbejdere at overskue de relevante uddannelsestilbud.

Fonden har ingen ansøgningsfrister, men modtager løbende ansøgninger. Hent ansøgningsskema

Hvilke krav skal medarbejder og virksomhed opfylde

For at arbejdsgiver kan søge midler i fonden til medarbejderne kræves det, at de ansatte er omfattet af en overenskomst, der indeholder aftale om tilslutning til kompetence/-karrierefonden samt at det i overenskomsten er bestemt, hvor mange uddannelsesdage medarbejderne har ret til at få dækket fra fonden. Arbejdsgiveren skal indbetale til kompetence/-karrierefonden via Kooperationen og må ikke være i restance til fonden.

For at komme i betragtning til uddannelse betalt af fonden, stilles der to krav til medarbejderen:

1. Medarbejderen være medlem af HK/Privat
2. Medarbejderen skal have mindst 6 måneders sammenhængende ansættelsesanciennitet hos arbejdsgiveren.

Hvilke uddannelser er omfattet

Det er muligt at søge støtte til AMU-kurser og moduler på akademi- og diplomuddannelser. Der er udarbejdet et uddannelseskatalog, hvor kurser og moduler er opdelt på seks områder:

  • Beskæftigelse 
  • Kommunikation og formidling 
  • Økonomistyring 
  • HR 
  • Ledelse 
  • IT 
  • Socialt arbejde

Du kan se uddannelseskataloget her

Der kan undtagelsesvist søges andre kurser, end de forhåndsgodkendte. Ansøgning om kurser ikke omfattet af uddannelseskataloget, sendes til fonden, som behandler ansøgningen. Den forventede sagsbehandlingstid er op til fire uger i sådanne tilfælde.

Hvilke udgifter kan der søges støtte til

Der kan søges tilskud til:

  • Dækning af udgifter til kursusgebyr
  • Kursusmaterialer
  • Transport til og fra kursussted
  • Ophold ved internatkurser og fortæring i forbindelse med dagskurser og overnatning

For at kunne fordele fondens midler bedst muligt, er der indført en beløbsgrænse på en række af udgifterne. Midlerne fordeles efter først-til-mølle princippet, og der gives kun tilsagn om støtte så længe, der er midler i fonden.

Kursusgebyr

Der er en beløbsgrænse for kursusafgiften på kr. 6.000,00 ekskl. moms pr. kursus, der udgør 5 ECTS-point og kr. 12.000,00 ekskl. moms pr. kursus, der udgør 10 ECTS-point. Der kan søges om 1 modul ad gangen. Når et modul er afsluttet (gennemført), kan der søges om endnu et modul forudsat, at der midler i kompetence/-karrierefonden. 

Man kan få tilskud til uddannelse uanset om det foregår i arbejdstiden eller i fritiden. Foregår uddannelsen i arbejdstiden er det en forudsætning, at arbejdsgiveren har givet medarbejderen fri til at deltage.

Løn

Kompetence/-karrierefonden dækker ikke lønudgifter. Arbejdsgiver har i stedet blandt andet mulighed for at søge om tilskud gennem følgende ordninger:

  • VEU-godtgørelse er en kompensation for tab af løn eller mulighed for arbejde, når en medarbejder deltager i erhvervsrettet uddannelse for voksne. Læs mere om arbejdsgivers mulighed for at søge VEU-godtgørelse her. 
  • SVU-godtgørelse er en uddannelsesstøtte, der giver mulighed for at efter- eller videreuddanne sig i arbejdstiden på folkeskole-, gymnasialt eller videregående niveau. Læs mere om arbejdsgivers mulighed for at søge SVU-godtgørelse her.

Transport, ophold og fortæring 

Der er en samlet beløbsgrænse på udgifter til transport, overnatning og fortæring på kr. 1.600,00 ekskl. moms pr. dag. Ansøgere kan maksimalt få dækket udgifter til transport, overnatning og fortæring for i alt 10 dage pr. ansøger pr. år.
Udgifter til transport dækkes svarende til billigste offentlige omkostninger.

Kursusmaterialer

Udgifter til kursusmaterialer dækkes indenfor en samlet beløbsgrænse på kr. 1.000,00 ekskl. moms pr. kursus. 

Hvordan søger man

1. Medarbejderen finder et kursus, der er relevant
2. Arbejdsgiver skal give tilladelse til fri på kursusdagene, hvis uddannelsen foregår i arbejdstiden
3. Medarbejderen og virksomheden udfylder sammen ansøgningsskemaet
4. Ansøgningsskemaet med de angivne bilag sendes via e-mail til Kooperationen
5. Medarbejderen tilmelder sig kurset, når der er givet tilsagn fra fonden

Det er arbejdsgiveren, der søger på vegne af medarbejderen. Det er arbejdsgiveren, der modtager refusionen, og medarbejderen får udbetalt løn som vanligt, hvis uddannelsen foregår i arbejdstiden.

Hvordan skal skemaet indsendes

Ansøgningsskemaet skal sendes pr. e-mail til Kooperationen på adressen kontakt@kooperationen.dk. Ansøgningsskemaet skal underskrives af både medarbejder og arbejdsgiver.

Kooperationen fremsender senest 15 hverdage efter modtagelse af ansøgning om støtte til kursus omfattet af uddannelseskataloget, tilsagn/afslag til virksomheden og ansøger.

Ansøgning om kursus, der ikke er omfattet af uddannelseskataloget, sendes til høring hos fondens bestyrelse. Der vil herefter blive meddelt tilsagn/afslag til virksomheden og ansøger inden for fire uger. 

Hvordan og hvornår udbetales tilskuddet

Tilskuddet udbetales som en refusion af udgifter. Virksomheden får efter gennemført uddannelse refunderet udlægget på baggrund af dokumenterede udgifter (kvitteringer for betaling samt for kursusdeltagelse) inden for den bevilgede ramme. Ved anmodning om udbetaling skal man udfylde og fremsende blanketten ”Dokumentation for udgifter” sammen med det/de relevante bilag.
Hent blanketten Dokumentation for udgifter

Behandling af personoplysninger i HK/Privats kompetence- og karrierefond: 

Ved udfyldelse og fremsendelse af ansøgningsskema til fonden, giver ansøger tilladelse til at de fremsendte oplysninger behandles og opbevares, så længe det ud fra en konkret vurdering skønnes nødvendigt i den enkelte sag, jf. fondens retningslinjer eller i øvrigt for at overholde gældende lovgivning.

Personoplysninger kan videregives til parter, som har til opgave at varetage forskellige nødvendige funktioner i tilknytning til fonden. Videregivelse kan ske til:

  • HK/Privat
  • Revision