Fra Bruxelles til Mondragon - ungdommens rolle i Europa

29. september 2016

Af Kasper Herbøl, KnowledgeWorker 

For snart to år siden fandt 60 kooperative unge fra 14 forskellige lande sammen i Young European Cooperators Network (YECN). KnowledgeWorkers udsendte beretter om udviklingen.

Den kooperative bevægelse befinder sig i en brydningstid. De seneste ti års økonomiske og samfundsmæssige udvikling har tydeliggjort alvorlige, demokratiske udfordringer inden for de etablerede politiske og økonomiske institutioner, men også understreget den modstandskraft og tilpasningsevne, som findes inden for den kooperative sektor.

Evnen til at skabe alternative, bæredygtige og langsigtede løsninger og at fremelske demokratiske arbejdsmodeller er markant hos kooperative virksomheder, og inddragelsen af unge, engagerede mennesker spiller en afgørende rolle for virksomheders evne til at forny og begå sig på det stadigt mere fragmenterede europæiske arbejdsmarked.

Den stigende arbejdsløshed blandt unge imødegås i disse år af en stigende interesse for alternative organisationsformer, og de kooperative principper udgør for mange unge et stærkt, demokratisk værdisæt, som kan bruges som rettesnor i skabelsen af det gode arbejdsliv. Kooperative organisationer over hele verden arbejder med at aktivere og udvikle det enorme potentiale, der findes i ungdommen, og her bør Europa gå forrest.

Generalforsamling i Bruxelles
Young European Cooperators Network blev stiftet i forbindelse med Cooperatives Europe’s generalforsamling i Paris i april 2015 og har med konferencer i Bologna (september 2015) og Bruxelles (april 2016) bygget et stærkt fundament for samarbejde og videndeling blandt unge kooperative kræfter på tværs af organisationer i hele Europa. Deltagerne udgøres af omkring 60 unge, talentfulde mennesker fra i alt 14 lande.

Netværkets første officielle generalforsamling i Bruxelles førte til udnævnelse af en bestyrelse og vedtagelse af vedtægter for netværket. Herudover stiftedes fire arbejdsgrupper indenfor styring, forretning, kommunikation og uddannelse, som skal arbejde for at fremme medlemmernes interesser, og udbrede kendskabet til netværket.

Målsætninger og vision
Young European Cooperators Network arbejder med disse konkrete målsætninger:

● Skabe opmærksomhed hos europæiske institutioner
● Forbedring og vedligeholdelse af unges interesser inden for organisationer
● Promovering af den kooperative model blandt unge
● Forbedring af unges professionelle muligheder (Iværksætteri)
● Udveksling af viden og forretningsmuligheder

Young European Cooperators Network mener, at den kooperative bevægelse er nøglen til at skabe en mere demokratisk, bæredygtig og lighedsorienteret økonomisk politik. Vores overordnede vision er, at den globale andelsbevægelse kan og skal bidrage til at skabe meningsfuldt og givende arbejde for unge og gamle, bidrage til at skabe myndige og ansvarsfulde borgere af verden, og tjene den kollektive velfærd for dyr og mennesker og vores planet. Den stadige udvikling af de kooperative ideer afhænger af det spirende engagement hos unge, kreative kræfter, og det er afgørende, at en ny generation af kooperative kræfter støttes til at trives og vokse. Dette er YECNs fornemmeste opgave.

Det daglige arbejde i netværket består i at arbejde med at skabe opmærksomhed om kooperative mærkesager, iværksætte kampagner og ansøge innovationsfonde, og skabe eller støtte op om nationale netværk for unge i alle europæiske lande. En detaljeret plan for arbejdet med styring af ressourcer, økonomi og markedsføring er under udarbejdelse, og det samme er redskaber til udveksling af viden og forretningsmuligheder.

Mondragon
I begyndelsen af oktober afholdes den hidtil største konference for Young European Cooperators Network i Mondragon, der som bekendt huser verdens største og mest kendte kooperative virksomhed The Mondragon Corporation. Virksomheden er en sammenslutning af 257 hovedsageligt medarbejderejede kooperativer, der beskæftiger næsten 75.000 mennesker og hører til blandt Spaniens ti største.

Mondragons borgmester er et aktivt medlem i YECN og vil sørge for, at alle får den bedst tænkelige introduktion til Mondragons enestående forretningskultur. Særligt for denne er, at den er baseret på 10 kooperative principper, som er gennemgående for hele organisationen.

Formålet med konferencen i Mondragon er udarbejdelse og vedtagelse af et fuldstændigt forretningsgrundlag for netværkets fremtidige aktiviteter. Her vil selvledende teams med korte deadlines løse klart definerede opgaver i en arbejdsproces, vi har valgt at betegne som en Hackathon. Det er vigtigt for os, at demokratiske værdier som transparens, engagement, medejerskab og autonomi er til stede i den måde, vi arbejder på.

Netværkets aktiviteter involverer herudover besøg hos en bred vifte af kooperativer i området, møder med centrale repræsentanter for den lokale kooperative bevægelse og Mondragon Corporation og deltagelse i Forokoop, som er det årlige kooperative forum i Baskerlandet. Vi glæder os meget.

Hvem er vi?
Hos KnowledgeWorker ser vi et stort potentiale i udbredelsen og udviklingen af de kooperative principper og dertil svarende arbejdsmodeller, og vi ser meget positivt på muligheden for at skabe et nationalt netværk for unge kooperative kræfter, som kan bidrage til at skabe endnu bedre vilkår for unge ildsjæle og iværksættere herhjemme. Vi mener, at det kooperative tankegods kan og skal udgøre et redskab for mennesker, som ønsker at skabe deres eget arbejdsliv, og som forstår værdien af at løfte i fællesskab. For os er dette et centralt aspekt af fremtidens arbejdsmarked.

Vi er så heldige at kunne sende to medarbejdere afsted til Mondragon, og hvis nogen har interesse for vores arbejde med YECN, eller kooperativt iværksætteri og forretningsudvikling helt generelt, er de meget velkomne til at henvende sig til undertegnede, kh@knowledgeworker.dk, eller min kollega Theis Thomsen, tt@knowledgeworker.dk.

Vi ser frem til at udveksle viden, erfaringer og forretningsmuligheder med ligesindede fra hele Europa i Mondragon, men endnu mere til at dele vores erfaringer med vore ligesindede herhjemme. Don’t be a stranger!