Skole/lærlinge konkurrence

6. december 2016

BMF-Fonden og Malerforbundet indbød malerskolernes lærlinge til faglig dyst som løb fra den 1. august til den 6. december 2016.

Konkurrencen skulle give eleverne færdigheder inden for uddannelsesmålene i farvelære, opmåling og dekorationsteknik. Opgaven bestod i, at de deltagende lærlinge skulle udfærdige et forslag til udsmykning af en trappeopgang med en kort redegørelse for motiv, komposition og farvevalg. Temaet for opgaven var ”popart”.

Kooperationen modtog 42 opgaver fra otte forskellige tekniske skoler, henholdsvis: Tech college Aalborg, Teknisk Skole Silkeborg, TEC Gladsaxe, EUC Nordvest Sjælland, Roskilde Tekniske skole, Syddansk Erhvervsskole, Tradium Randers, Learnmark Horsens.

Det vindende projekt vil blive realiseret i en trappeopgang i boligforeningen AAB, København S. Opmålingen af den vindende dekoration gennemføres af SKP-elever og elever på 1. hovedforløb. Det er BMF-Fonden, som støtter gennemførelsen af projektet.

Dommerpanelet bestod af Allan Nielsen, formand for BMF-fonden, Kresten Vendelboe, formand for Malerforbundet i Danmark, Per Vangekjær formand for Danske Malermestre og Ingrid Heuck formand for AABs afdeling 11. Som noget enestående var den danske billedhugger og performancekunstner Bjørn Nørgaard hoveddommer.

Blandt de 42 indkommende forslag blev de tre bedste præmieret med 15.000 kr. for den 1. præmievinder, mens 2. og 3. præmievinder får hver 10.000 kr. De tre præmierede elever var:

1. præmievinder - Kenneth Strunge og Thommy Høj fra Syddansk Erhvervsskole Vejle
2. præmievinder - Kim R. Bach, TEC Gladsaxe
3. præmievinder - Klæmint Lamhauge, Tech College, Aalborg

Prisoverrækkelsen fandt sted den 6. december 2016 i Boligforeningen AAB, hvor adm. direktør Christian Høgsbro bød alle velkommen.

Med konkurrencen blev der sat fokus på, hvordan den malerfaglige udvikling kan være med til at berige beboerdemokratiet, som er en vigtig grundpille i almene boligafdelinger og de unge lærlinges kunstneriske og praktiske forståelse af dette. Formålet med konkurrencen var endvidere at vise malerlærlingene, at de kan sætte deres personlige præg på det, de skaber og deres omgivelser og dermed bidrage til at inspirere andre gennem deres arbejde.

 

Foto Dommere 3 God Een Resized

Praemie BMF