Religiøs hovedbeklædning på arbejdspladsen

16. marts 2017

To domme fra EU-Domstolen om retten til at bære religiøs hovedbeklædning på arbejdspladsen

EU-Domstolen har i to helt nye domme fulgt den praksis om retten til at bære religiøs hovedbeklædning på arbejdspladsen, som Højesteret udstak i den såkaldte ”Føtex”-dom fra 2005. Her fastslog Højesteret, at en arbejdsgiver godt kan lave retningslinjer for medarbejdernes brug af hovedbeklædning på arbejdspladsen, hvis disse har et sagligt formål, herunder at det i forbindelse med direkte kundekontakt kan være arbejdsgivers ønske, at der ikke udtrykkes politiske eller religiøse overbevisninger.

I den ene af de to nye domme var der tale om, at en ansat pludselig bekendtgjorde, at hun fremover ville bære religiøs hovedbeklædning, selvom der på virksomheden var klare retningslinjer, der forbød religiøse og politiske hovedbeklædninger ud fra betragtninger om, at virksomheden ikke ønskede de ansattes manifestationer af sådanne budskaber på arbejdspladsen. EU-Domstolen nåede i sin afgørelse frem til, at den ansatte ikke havde krav på at bære religiøs hovedbeklædning, og at det derfor, i mangel af enighed herom, var sagligt for virksomheden at opsige den ansatte.

I den anden dom havde en ansat gennem længere tid båret religiøs hovedbeklædning med arbejdsgiverens accept. En kunde valgte imidlertid at klage over hovedbeklædningen i forbindelse med, at den ansatte var på et forretningsbesøg hos kunden. Arbejdsgiveren forlangte efterfølgende, at den ansatte skulle føje kundens ønske ved fremover at undlade at bære sin hovedbeklædning på arbejdet. Det nægtede den ansatte, hvorefter hun blev derfor opsagt af virksomheden. EU-Domstolen dømte i denne sag til fordel for den ansatte ud fra en betragtning om, at det er arbejdsgiveren, og ikke kunderne, der fastsætter retningslinjerne for hovedbeklædningen, og at det derfor var usagligt at lade kundens ønske afgøre den ansattes skæbne, når det ikke tidligere havde været et problem, at hun havde båret sin religiøse hovedbeklædning på arbejdet.

Hvis du som medlem af Kooperationen ønsker rådgivning om retningslinjer for de ansattes beklædning mv., kan du med fordel kontakte vores konsulenter. Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og må derfor ikke bruges til erstatning herfor.