Opsigelse af medarbejder med handicappet barn var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven

26. april 2016

Højesterets har afgjort, at der hverken var tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling i kommunes opsigelse af en medarbejder, der havde haft orlov til pleje af sit handicappede barn.

En kommune var på grund af faldende børnetal nødsaget til at opsige en dagplejemor. 

Den opsagte dagplejemor havde forinden opsigelsen været på en længere orlov til pasning af sin søn, der på opsigelsestidspunktet havde fået diagnosen Aspergers syndrom. Hun havde derfor ikke fungeret som dagplejemor i godt et år. Selve opsigelsen var begrundet i, at det ikke var pædagogisk forsvarligt at flytte børn fra andre dagplejere til en dagplejemor, som børnene ikke kendte.

Dagplejemorens fagforbund rejste sagen ved domstolene med påstand om, at kommunen både havde udøvet direkte og indirekte forskelsbehandling af hende som følge af hendes søns handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling på grund af handicap, når en person på grund af handicap behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation, og EU-Domstolen har tidligere slået fast, at beskyttelsen mod direkte forskelsbehandling også gælder for personer, der er nærtstående til handicappede, og altså ikke selv har et handicap.

Højesterets dom var afventet i spænding, fordi den forventedes at afgøre spørgsmålet om, hvorvidt beskyttelsen af nærtstående også gælder ved indirekte forskelsbehandling.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling på grund af handicap, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Spørgsmålet om beskyttelsen af nærtstående i relation til indirekte forskelsbehandling er endnu uafklaret i EU-retten, hvilket Højesteret også bekræftede i den afsagte dom.

Højesteret fandt, ligesom landsretten, at dagplejemorens barn var omfattet af handicapbegrebet, men at der ikke var tale om direkte forskelsbehandling. 

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt der forelå indirekte forskelsbehandling, vurderede Højesteret, at det var et sagligt hensyn ikke at flytte børnene til en dagplejer, de ikke kendte, og at opsigelsen af den pågældende dagplejemor var hensigtsmæssig og nødvendig for at nå et legitimt mål (hensynet til børnene).

Højesteret anvendte således den ovennævnte undtagelsesregel, og det var derfor ikke nødvendigt at forelægge spørgsmålet om beskyttelsen af nærtstående i forhold til indirekte forskelsbehandling for EU-Domstolen. Vi mangler derfor fortsat et svar på dette meget vigtige spørgsmål.

Vi anbefaler vores medlemmer at kontakte vores konsulenter i spørgsmål om opsigelser begrundet i medarbejderens forhold, herunder hvis medarbejderen har haft orlov til pleje af nærtstående.

Ovenstående er ikke juridisk rådgivning eller erstatning herfor.