Opsigelse af elev inden praktikophold

15. september 2016

Højesteret har i sidste uge afsagt en dom om retten til at opsige en uddannelsesaftale omfattet af erhvervsuddannelsesloven.

Efter lovens § 60, stk. 1, kan en uddannelsesaftale i hovedreglen ikke opsiges af aftalens parter. Af bestemmelsens stk. 2 fremgår dog, at de første 3 måneder af praktiktiden betragtes som en prøvetid, hvori parterne har adgang til at opsige aftalen uden grund og uden varsel. Det følger også af stk. 2, at elevens skoleophold ikke medregnes i prøvetiden.

I den konkrete sag havde en elev indgået en uddannelsesaftale den 21. december 2011. Eleven startede i et skoleophold den 1. januar 2012 og skulle først starte sit praktikophold i maj måned samme år. Virksomheden opsagde i april 2012 uddannelsesaftalen og henviste i den forbindelse til § 60, stk. 2.

Spørgsmålet var derfor, om erhvervsuddannelsesloven skal forstås således, at praktikopholdet skulle være påbegyndt, før virksomheden kan opsige i medfør § 60, stk. 2. I bekræftende fald ville det have betydet, at virksomheden ikke kunne opsige uddannelsesaftalen, eftersom opsigelsen (april) fandt sted forud for praktikopholdet (maj).

Højesteret fastslår i dommen, at en opsigelse forud for praktikopholdets begyndelse har støtte i den tidligere lærlingelov og reglerne i EFG-bekendtgørelsen, og at det af lovbemærkningerne til erhvervsuddannelsesloven fremgår, at § 60, stk. 2 blot er en forenkling af disse regler. Virksomheden kunne derfor lovligt opsige uddannelsesaftalen i medfør af erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 2.

Som medlem af Kooperationen kan du få rådgivning vedrørende elevforhold. Kontakt vores konsulenter herom. Ovenstående er ikke juridisk rådgivning og må ikke læses som erstatning herfor.