Kravet til diagnose

21. december 2016

Som tidligere fastslået af Højesteret skal begrebet handicap forstås som en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed.

I en dom fra Østre Landsret af 31. maj 2016 var spørgsmålet, om arbejdsgiveren havde tilsidesat forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap ved opsigelsen af en medarbejder. Var der tale om et handicap, påhvilede det arbejdsgiveren at træffe foranstaltninger, der var egnede til, at medarbejderen kunne arbejde på arbejdspladsen. Hvis det skal statueres, at der forelå en tilsidesættelse af denne forpligtelse, skal det dokumenteres, at der på opsigelsestidspunktet forelå en sygdom, der havde medført et handicap, og at arbejdsgiveren vidste eller burde vide, at arbejdstageren var handicappet.

Landsretten fandt det efter bevisførelsen efter en samlet vurdering ikke godtgjort, at medarbejderens tilstand på opsigelsestidspunktet var forårsaget af en lægeligt diagnosticeret sygdom. Da det således ikke var dokumenteret, at medarbejderen på opsigelsestidspunktet led af et handicap omfattet af forskelsbehandlingsloven, blev arbejdsgiverens frifindelsespåstand allerede af den grund taget til følge. En egentlig diagnose forelå først 4 måneder efter opsigelsen.

Den 30. juni 2016 afsagde Østre Landsret dom i en anden sag, der var anlagt af en ‎opsagt medarbejder. Denne medarbejder led af voldsom træthed efter en operation og ‎var sygemeldt først på fuld tid og efter ca. 2 måneder på deltid med gradvis ‎genoptrapning af arbejdstiden. På opsigelsestidspunktet fremgik det af en statusattest ‎fra hospitalet, at det ikke skønnedes realistisk, at medarbejderen kunne genoptage ‎arbejdet på fuld tid inden for det næste års tid.

Ved en speciallægeerklæring afgivet ca. ‎‎2 uger efter opsigelsen fremgik kronisk træthed som en diagnose. Østre Landsret fandt ‎det godtgjort, at medarbejderen led af et handicap på opsigelsestidspunktet, og da ‎arbejdsgiveren ikke havde godtgjort at have tilbudt rimelige tilpasningsforanstaltninger, ‎blev arbejdsgiveren dømt til at betale en godtgørelse svarende til 12 måneders løn.

Procesbevillingsnævnet har tilladt, at begge sager behandles i Højesteret. Det vil således være muligt at Højesteret vil præcisere kravet til en diagnose, herunder hvornår denne skal foreligge, for at der kan være tale om et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Kilder: Østre Landsrets dom af 31. maj 2016 og 30. juni 2016

Ovenstående er ikke og kan ikke erstatte rådgivning. Kontakt vores konsulenter for konkret juridisk rådgivning.