Kooperationens videoer sætter fokus på bæredygtighed

2. oktober 2019

Byggeriet i Danmark kører for fuldt tryk og Kooperationens medlemmer fra byggebranchen har meget at lave. Klimaforandringerne kører også derudaf hurtigere og kraftigere end nogensinde, og byggeriet er en af de brancher, der udleder mange klimagasser – ikke mindst pga. de materialer, der bliver brugt.

Derfor vil vi gerne sætte fokus på mere bæredygtighed i byggeriet sammen med vores medlemsvirksomheder. Det gør vi bl.a. gennem vores projekt Klimaagenter i byggebranchen, hvor vi undersøger, om – og hvordan – den enkelte medarbejder i byggeriet kan gøre noget for at mindske sit klimaaftryk.
I Bolivia mærker man klimaforandringer på nært hold. Temperaturerne forandrer sig, der falder enten for lidt eller for meget regn, gletsjerne forsvinder, og Amazonas brænder. Men selvom befolkningen i Bolivia ikke selv har meget af skylden for klimaforandringerne, vil de alligevel gerne gøre deres for at mindske dem og for at gøre noget ved den usikkerhed, forandringerne medfører.

For at inspirere os her i Danmark, har vi som et led i projektet fået lavet tre film i Bolivia, der på hver sin måde viser os, hvordan man kan gøre noget, selvom man ikke har mange penge og ressourcer at gøre godt med.

Her kan du møde Juan, der er kaffebonde i de bolivianske tågeskove i 1.700 meters højde. Et af de store problemer i hans område er afskovning. Det skaber store miljømæssige problemer og er med til at forværre klimaproblemerne. Derfor er Juan i gang med at skabe ny skov i sin kaffeplantage – for miljøets skyld og for at sikre sin egen overlevelse som kaffebonde.

Her i Victor Maqueras landsby i det bolivianske højland er der meget få træer, men alligevel laver de fleste mad over åben ild, hvilket både skaber problemer med sundheden, men også betyder, at der næsten ikke er flere træer tilbage i området. Sådan var det i hvert fald, indtil Victor begyndte at udbrede en ny type komfurer, der sparer på brændslet, så der nu igen er begyndt at være mere skov.

Her i en anden landsby i højlandet er en flok bygningsarbejdere fra Ohio taget på besøg for at hjælpe med at etablere en pålidelig vandforsyning. Den nærliggende gletsjer er forsvundet på grund af klimaforandringer, og regnen falder ikke, som den plejer. Det har gjort landsbyens vandforsyning ustabil. Heldigvis kan man ved fælles hjælp få etableret vandledninger, så byens indbyggere ikke længere behøver at gå langt efter vand.