Højesteret har afgjort Vejstribesagen med en dom, der lægger en meget restriktiv linje for, hvornår konkurrenter lovligt kan lave et konsortium.
Dommen fra Højesteret, der drejer sig om om udbud af en kontrakt om vejmarkeringen i tre distrikter, viser med al tydelighed, at konsortier fremover mere bliver undtagelsen end reglen.
Sagen drejede sig om, at den største og næststørste aktør på markedet for vejmarkerings-opgaver afgav tilbud sammen som et konsortium på alle tre distrikter samlet og blev af Vejdirektoratet tildelt kontrakten for samtlige udbudte distrikter.
Konkurrencerådet fandt i 2015, at konsortiet var i strid med forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, hvilket blev stadfæstet af Konkurrenceankenævnet i 2016.
I 2018 fandt Sø-og Handelsretten imidlertid, at det ikke var godtgjort, at konsortieaftalen var ulovlig. Men Konkurrencerådet indbragte denne afgørelse for Højesteret og fik her medhold i november 2019.
Højesteret fandt bl.a., at konkurrencen udspillede sig om kontrakten for de enkelte distrikter og ikke kun om kontrakten for de tre distrikter samlet. Højesteret fandt det også uden betydning, at bl.a. udbudsbetingelserne og forløbet af tidligere udbud efter parternes opfattelse tilskyndede til at afgive et samlet tilbud. Det var også uden betydning, at parterne ikke havde til hensigt at afgive tilbud på enkelte distrikter.
Højesteret lægger således en restriktiv linje for, hvornår konkurrenter lovligt kan lave et konsortium. Det betyder altså, at hvis en virksomhed kan løfte en opgave – eller dele af den – alene, er konsortiedannelse ulovlig og at sidestille med et kartel.
I den konkrete sag skulle de to virksomheder have afgivet hvert deres bud i stedet for at danne et konsortium. Og det mest paradoksale er, at Højesterets fortolkning af konkurrencereglerne støder sammen med udbudsreglerne, der lægger op til dannelsen af konsortier.
Sammenfattende må det konkluderes, at der nu er meget begrænsede muligheder for, at to konkurrerende virksomheder kan samarbejde om at deltage i udbud.
