Feriefridage kunne ikke kræves udbetalt

13. oktober 2016

Højesteret har afsagt dom i en sag, der vedrørte spørgsmålet om krav på udbetalingen af ikke-afholdte feriefridage. ”Feriefridagene” har ikke noget at gøre med de feriedage, der gælder i medfør af ferieloven, men havde her status af en kutyme, hvoraf det fulgte, at medarbejderne i tillæg til ferie afholdt i medfør af ferieloven havde ret til at afholde fem feriefridage om året. Der var ingen aftaler eller regler om, hvordan afholdelsen nærmere skulle håndteres, og der var derfor heller ikke taget stilling til, hvad der vil gælde i en opsigelsessituation, herunder om dagene kunne konverteres til betaling, som det fx er tilfældet i forhold til månedslønnede og udbetaling af feriegodtgørelse.

I den konkrete sag, der vedrørte en fritstillet medarbejder, forsøgte medarbejderens fagforbund at henvise til bestemmelser i store landsdækkende overenskomster, der eksplicit vedrører opsigelsessituationer, og som giver medarbejderen ret til at kræve ikke-afholdte dage udbetalt. Dette afslog også Højesteret imidlertid med henvisning til, at ansættelsesforholdet ikke var omfattet af en kollektiv overenskomst, og at de kollektive overenskomster i øvrigt ikke behandler spørgsmålet om ret til udbetaling af feriefridage ens. Endelig bemærkede Højesteret, at det heller ikke var blevet godtgjort, at kutymen indeholdt en varslingspligt ved fritstilling, og at feriefridagene derfor i øvrigt måtte anses for afviklet i den arbejdsfri periode på 3 uger, som medarbejderen havde til rådighed.

Kooperationen bemærker, at dommen vedrører et ansættelsesforhold, der ikke var overenskomstdækket, og understreger vigtigheden af, at man på forhånd aftaler, hvordan aftalte feriefridage skal håndteres i forbindelse med fratrædelse.

Hvis I som medlemmer har spørgsmål vedrørende ret til udbetaling af fx feriefridage, skal I kontakte vores konsulenter og ikke bruge ovenstående nyhedsreferat som juridisk rådgivning eller erstatning herfor.