EU-Kommissionen - Socialøkonomi

11. juni 2015

Susanne Westhausen er blevet udpeget som dansk repræsentant for de ikke statslige aktører i socialøkonomien.

I forbindelse med EU Kommissionens indsats for at skabe et favorabelt klima for sociale virksomheder og interessenter i social økonomi og innovation blev det besluttet at etablere en konsultativ ekspertgruppe, der bl.a. skal monitorere udviklingen af og fremdriften i Kommissionens initiativer på området.

Gruppen hedder noget så eksotisk som Groupe d'experts de la Commission sur l'entrepreneuriat social (Kommissionens ekspertgruppe om social iværksætteri) – og i hverdags tale GECES.

Gruppen er sammensat af repræsentanter for medlemslandenes regeringer, sociale entreprenørorganisationer, bank- og finanssektoren og universiteterne.

Gruppen nedsættes i første omgang for perioden 2012 til 2017 – og vil blive konsulteret af Kommissionen om muligheder, udvikling og implementering af initiativer, og om yderligere udvikling af det sociale entreprenørskab og af socialøkonomien i det hele taget.

I forbindelse med ny udpegninger for perioden 2015-2017 er Susanne Westhausen udpeget som dansk repræsentant for de ikke statslige aktører i socialøkonomien.

Susanne er meget glad for udpegningen og siger: ”Vi ser det som et skulderklap og en anerkendelse af Kooperationens mangeårige indsats for at fremme socialøkonomien i Danmark. Og jeg går til arbejdet i forventning om masser af god inspiration og mulighed for at knytte endnu flere socialøkonomiske kontakter i Europa”.

Se hele listen her