Et afslag på fastansættelse var ikke en opsigelse

18. august 2016

I en nylig afsagt dom fra Østre Landsret er det igen fastslået, at en beslutning om ikke at fastansætte en gravid medarbejder efter udløbet af hendes tidsbegrænsede ansættelse, ikke var at sidestille med en opsigelse

Efter ligebehandlingslovens regler skal en arbejdsgiver blandt andet behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser, mens det er direkte forbudt at afskedige en medarbejder, fordi denne har fremsat krav om udnyttelse af retten til fravær eller har været fraværende på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Der er imidlertid stor forskel på udmålingen af godtgørelserne for de to former for overtrædelser: Mens et fravalg af en ansøger på grund af graviditet (og dermed køn) i udgangspunktet takseres til 25.000 kr., så gives der som hovedregel en godtgørelse på mellem 9 og 12 måneders løn til en medarbejder, der er blevet afskediget på grund af forhold, der udspringer fra retten til fravær i forbindelse med graviditet.

Det springende punkt var derfor, om der reelt var indgået en aftale om fastansættelse, idet en beslutning om alligevel ikke at ansætte medarbejderen, herefter ville være det samme som en opsigelse. Landsretten kom konkret frem til, at en sådan aftale om fastansættelse ikke var indgået, og derfor tiltrådte landsretten byrettens vurdering af, at der ikke var sket en opsigelse af medarbejderen.

En tidsbegrænset ansættelse ændrer sig derfor – populært sagt – ikke til en fastansættelse, hvis den ansatte bliver gravid. Det påhviler dog fortsat arbejdsgiveren – i en situation, hvor den gravide medarbejder kan pege på omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun er blevet forskelsbehandlet på grund af sit køn, at løfte bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er overtrådt. Det kunne arbejdsgiveren i sagen ikke, og arbejdsgiveren skulle derfor betale en godtgørelse på 25.000 kr. for at have fravalgt den gravide medarbejder til fastansættelse.

Hvis I som medlemmer af Kooperationen ønsker rådgivning om ligebehandling eller i øvrigt har spørgsmål til reglerne om barsel, er I velkomne til at kontakte vores konsulenter.

Ovenstående er ikke juridisk rådgivning og må derfor ikke benyttes som erstatning herfor. Kontakt vores konsulenter for rådgivning.