JA! Kædeansvar gælder

18. august 2016

Klagenævnet for Udbud har netop afsagt en kendelse vedrørende kædeansvar på baggrund af en klage fra Dansk Byggeri

Region Hovedstaden havde i udbudsbetingelser vedrørende opførelsen af et parkeringshus på Nyt Hospital Herlev blandt andet pålagt tilbudsgiverne fuldt ud at kompensere underentreprenørens ansatte, hvis underentreprenøren ikke levede op til udbudsmaterialets krav til løn- og arbejdsvilkår

Derudover blev det i udbudsmaterialet pålagt tilbudsgiverne at betale bod til Region Hovedstaden, hvis en underentreprenør ikke levede op til ovennævnte krav, eller/og lod arbejdet udføre uden gyldig opholds- og arbejdstilladelse.

På baggrund af ovennævnte krav i udbudsmaterialet indgav Dansk Byggeri klage til Klagenævnet for Udbud, idet man blandt andet fandt, at kravene var i strid med det EU-retlige proportionalitetsprincip.

Klagenævnet har netop sagt kendelse i sagen og fastslår, at det IKKE er en overtrædelse af proportionalitetsprincippet, at arbejdsklausuler som den foreliggende er et krav til tilbudsgiver.

Derudover fastslog Klagenævnet også, at et krav om betaling af bod til regionen hvis kravene om blandt andet kædeansvar ikke holdes, heller IKKE er en overtrædelse af proportionalitetsprincippet.

Som Klagenævnet skriver i sin kendelse:
”Klagenævnet lægger til grund, at Region Hovedstaden ved det fastsatte vilkår har haft til hensigt at sikre sig, at den udbudte opgave bliver udført på en måde, som ikke strider mod menneskerettigheder eller mod grundlæggende arbejdstagerrettigheder, og udføres på en miljøbevidst måde og uden anvendelse af korruption. Hvis en entreprenør eller en eventuel underentreprenør klart overtræder de anførte deklarationer/konventioner, vil der foreligge så grove forhold, at disse må anses for en væsentlig misligholdelse af kontrakten”.

Klagenævnet fandt således, at kravene i udbudsmaterialet om kædeansvar ikke var diskriminerende, eller i strid med ligebehandlingsprincippet og dermed var proportionalitetsprincippet ikke overtrådt.

I skrivende stund har Dansk Byggeri ikke afgjort, om de vil anke afgørelse til domstolene.