Kommunikation - projektleder

Indhold

Kommunikation i rollen som bygge- og projektleder

Som bygge- og projektleder er din kommunikation og dit samspil med kunder og samarbejdspartnere præget af, hvor forskellige vi selv, vores opgaver og faglige baggrunde er i en håndværksvirksomhed. Det er derfor vigtigt, at du i dit daglige arbejde, kender dig selv og ved, hvilken betydning din kommunikation har i forhold til at få en god opgaveløsning.

Derudover er det vigtigt, at du kender de juridiske spilleregler for aftaleindgåelser.

For når du arbejder med problemløsning, kommunikation, beslutningstagning og konflikthåndtering med en kunde, er det alfa og omega, at du ved, hvordan disse emner håndteres, så det lykkes.

På kurset ”Kommunikation i rollen som bygge- og projektleder” lærer du din personlighedstype at kende på baggrund af en såkaldt JTI-profil, og du lærer, hvordan du med din profil kan forhandle og løse konflikter i stedet for at have uoverensstemmelser, som ender i det rene juristeri.

Indhold

På kurset anvendes JTI (Jungs Type Index) for at finde frem til, hvilken profil du er.

Hvad er JTI? 
JTI er en metode, der gør det muligt at sige noget om, hvad der er typisk for en person, det vil sige, hvad der falder naturligt for personen at gøre (personens præferencer) i en given situation (facetter, se nedenfor), uden at personen nødvendigvis behøver at optræde sådan hele tiden.

JTI er nyttig i mange sammenhænge. Den kan hjælpe os til at forstå ligheder og forskelle mellem os selv og andre mennesker, hvorfor vi foretrækker nogle arbejdsopgaver og arbejdsområder frem for andre, hvorfor vi hurtigt er på bølgelængde med nogle mennesker, mens vi kan opleve andre, som vanskeligere at kommunikere med.

JTI arbejder med fire personlighedsdimensioner som er:

  • Energidimensionen
  • To mentale dimensioner (vores mentale værktøjskasse): opfattelse og vurdering
  • Livsstilsdimensionen

Hver af de fire dimensioner fortæller noget om det enkelte menneskes foretrukne måde at være i verdenen på. Dimensionerne er ikke en glidende skala, hvor man eksempelvis kan være lidt det ene eller lidt det andet. Præferencerne er en enten/eller, hvilken eksempelvis kan ses med Energidimensionen. Dimensionen fortæller, hvor du mest naturligt henter din energi (det du foretrækker, når du selv kan vælge), og om du har en præference for enten det ekstroverte eller det introverte, og om du henter energi ved at være sammen med andre mennesker eller ved at være eftertænksom med dig selv?

De fleste oplever, at de i forhold til deres adfærd nogle gange handler anderledes end deres præferencer. Det er helt normalt. Den introverte kan godt samle kræfter sammen eller lære sig at være enormt udadvendt i en social sammenhæng. Vi vil som regel tilpasse vores handlinger til det, den aktuelle situation kræver, og man skal af samme grund være forsigtig med at drage konklusioner på baggrund af en given adfærd.

Derudover er det vigtigt at du kender de juridiske regler for aftaleindgåelser, når der ses bort fra reglerne i AB 92.

Målgruppe

Kursus for bygge- og projektledere i håndværksvirksomheder der ofte er i dialog med en kunde, og som har brug for at lære forhandling og konfliktløsning.

Undervisere

Konsulentgruppen INNOVATOR samt Lars Tolstrup, Kooperationen.

Tid, sted og tilmelding

Den 23. januar 2019, kl. 9.30 - 16.00. 

Kurset afholdes på Sinatur Hotel Sixtus, Teglgårdsvej 73, 5500 Middelfart.

Pris

Deltagelse er gratis for Kooperationens medlemmer.
Hvis du har tilmeldt dig og ikke møder op, vil du blive opkrævet 1.000 kr. i udeblivelsesgebyr.