Nye regler om syn og skøn

12. april 2017

Den 13. december 2016 vedtog Folketinget at udvide muligheden for, at parterne i en rets- eller voldgiftssag kan anvende sagkyndige erklæringer og sagkyndige personer mv. som led i bevisførelsen.

Lovforslaget medfører også ændringer i retsplejelovens regler om syn og skøn, idet der eksempelvis indføres udvidet mulighed for anvendelse af to eller flere skønsmænd. Endelig bliver domstolenes praksis vedrørende fremlæggelse af ensidigt indhentede erklæringer nu fastsat ved lov.

Ændringer i retsplejeloven har blandt andet betydning for skønserklæringer i eksempelvis entreprisesager, i det disse erklæringer hidtil har haft en endog meget stor bevismæssig vægt, når domstole og voldgiftsretter har skulle afsige kendelser. Dette har navnlig gjort sig gældende i sager uden sagkyndige dommere.

Man skal derfor - med baggrund i de nye regler - være klar over den udvidede adgang til at få udmeldt flere skønsmænd i sager allerede fra start, hvor der kan være forskellige tilgange til problemet. Det anbefales, at man fra start overvejer, om dette kan være en risiko, og om der med fordel kan anmodes om to skønsmænd.

Det har endvidere tidligere været svært at få en skønsmand til at ændre konklusionerne i en allerede afgivet skønserklæring, og det har i praksis vist sig særdeles vanskeligt at få udmeldt en ny skønsmand. Det er derfor positivt, at parterne ved at sandsynliggøre over for retten, at en ny skønserklæring vil kunne medføre et væsentligt andet udfald, med den nye lov får en udvidet adgang til at få udmeldt nyt syn og skøn over samme genstand.

For så vidt angår ensidigt indhentede erklæringer, som er indhentet efter sagens anlæg, er udgangspunktet som nævnt fortsat, at disse ikke kan fremlægges – medmindre der et tale om et ”svar” på en af modparten fremlagt erklæring, som beskrevet ovenfor.

Loven træder i kraft 1. juli 2017, men de nye regler vil ligeledes kunne anvendes i sager, som er anlagt forud for lovens ikrafttræden.

Dette vil i praksis betyde, at de nye regler kan anvendes på igangværende sager, men at retten kan afvise et fornyet syn og skøn, som ellers ville være berettiget under de nye regler, hvis den pågældende sag er meget fremskreden og/eller tæt på at være afsluttet.