Annullation af en tildelingsbeslutning

27. april 2017

Med udbudslovens ikrafttræden den 1. januar 2016 fulgte en væsentlig ændring for så vidt angår konsekvenserne af en annullation af udbyders tildelingsbeslutning.

Klagenævnet for Udbud har i en kendelse af den 23. marts 2017 for første gang annulleret en tildelingsbeslutning i et udbud gennemført efter udbudsloven.

Kendelsen er dermed også den første, der udløser reglen i udbudslovens § 185, stk. 2, hvorefter udbyder har pligt til at bringe den indgåede kontrakt til ophør, såfremt udbyders tildelingsbeslutning annulleres. I forhold til tidligere har det således nu langt mere vidtrækkende konsekvenser for udbyder og den virksomhed, som udbyder har indgået kontrakten med, hvis ordregiver udbyders tildelingsbeslutning annulleres.

Kort fortalt drejede sagen sig om, at Nyborg Kommune i september 2016 udbød en rammeaftale om indkøb af forskellige forsikringsydelser til kommunen til en værdi af ca. 3 mio. kr. årligt.
Der indkom tilbud fra Protector Forsikring Danmark og Gjensidige Forsikring.

Ved brev af den 15. november 2016 meddelte kommunen Protector, at kommunen havde besluttet at tildele rammeaftalen til Gjensidige. Protector indgav herefter klage til Klagenævnet. Protector nedlagde bl.a. påstand om, at Gjensidiges tilbud var ukonditionsmæssigt, idet Gjensidige havde taget forbehold overfor nogle mindstekrav til forsikringsydelsernes dækningsomfang, og at kommunen derfor havde overtrådt principperne om ligebehandling og gennemsigtighed ved at tildele rammeaftalen til Gjensidige. Protector nedlagde samtidig påstand om, at Klagenævnet skulle annullere Kommunens tildelingsbeslutning.

Klagenævnet gav Protector medhold i de nævnte påstande. Klagenævnet fastslog således i sin kendelse af den 23. marts 2017, at kommunen havde overtrådt principperne om ligebehandling og gennemsigtighed ved at tildele rammeaftalen til Gjensidige, da Gjensidiges tilbud havde været ukonditionsmæssigt, og Klagenævnet annullerede som følge heraf kommunes beslutning om at tildele rammeaftalen til Gjensidige.