Mød medlemmerne

Så idyllisk kan en arbejdsplads se ud, når man er ansat hos Christiansen & Essenbæk A/S i Glostrup. Med tusindvis af kilometer bag sig betragter injiceringsspecialisterne verden som deres arbejdsplads. 

Christiansen & Essenbæk

Team Brostberne

Fra Thorshavn på Færøerne, over Kangerlussuaq i Grønland til Kwai Tsing i Hongkong har firmaets rejsehold, som de holder af at kalde sig, mange og forskellige opgaver bag sig.

I Danmark er der, som salgschef Carsten Schjørring påpeger, ikke noget sted rejseholdet ikke har været. Hverken i luften eller under jorden. Som eksempel har holdet udført adskillige opgaver i de lange tunneler, som danner Metrosystemet i København, og foretaget eftersyn af de 254m høje pyloner på toppen af Storebæltsbroen.

Vores møde på denne kolde og regnfulde dag står i stærk kontrast til beretningen om to af de mest eksotiske opgaver, virksomheden har udført til dato, nemlig arbejderne ved Llanrumney River og Philipsburg på henholdsvis Jamaica og St. Martens i det ørige Caribiske Hav. Da vi spørger, hvordan det var at udføre de to meget eftertragtede bestillinger, svarer Carsten Schjørring kvikt: "Den ene palmeby ligner den anden, og nogen skal jo gøre det beskidte arbejde".

Ironi er vist en del af jobbet. Alligevel tilføjer injiceringsspecialist Steen Nielsen: "Vi har en afdeling med en så stor ekspertise, at vi føler, at der ikke er noget i verden, som vi er bange for". Carsten slår beslutsomt med pegefingeren på bordet for ligesom at bringe alvoren tilbage:

"Jeg kan skrive under på, at vores mænd til enhver tid kan gøre sig gældende worldwide, når det gælder ekspertise indenfor injicering af tunneller, havneanlæg, broer og så videre. Vi har et knowhow i dag, der er oparbejdet i Christiansen & Essenbæk, hvor jeg godt vil vove og påstå, at de andre skal stå tidligt op bare for at følge med".

Vi spørger Carsten, hvordan man oparbejder en så stor selvtillid. Svaret lader ikke vente på sig: "For det første gælder det om at have en bandit som mig i baglandet, som ved noget om materialer og konstruktioner. Jeg skal vide, før vi rejser, hvad jeg har med at gøre. For det andet skal jeg også kende begrænsningerne. Jeg skal ikke lokke mændene ud på den tynde is, men altid være klar over risikoen. Sender jeg to mænd ud, så skal jeg også have to mænd med hjem".

Vi tvivler ikke på Carstens udsagn og dent betydning. Christiansen & Essenbæk A/S har i dag en omsætning på 130 mio. kr. og beskæftiger ca. 60 timelønnede medarbejdere samt en stab af 14 funktionærer. Siden sin grundlæggelse i 1971 har Christiansen & Essenbæk opbygget et ry for at være en af de førende virksomheder i Danmark, når det gælder betonrenovering, betonvedligeholdelse og injektion. Til spørgsmålet om hvordan virksomheden har tilegnet sig en sådan ekspertise, svarer Kim Jensen prompt: "Learning by doing". Carsten Schjørring forklarer: "De skarpe drenge, vi har her i afdelingen, er håndplukket. Steen har jeg været på jagt efter i 5-6 år. Kim tog det mig 1½ år at få her til firmaet. Fordi de folk, vi har, er nøje udvalgt, et det vigtigt, at de føler sig integreret her i firmaet. Når det skal siges, så er jeg ret stolt af vores folk. Får vi projekter her og ude i verden, er det ene og alene, fordi vi kan. Vi ser os selv som et urværk. Piller du ved et tandhjul, uanset hvor stort eller lille det end er, så går uret i stå. Der er ikke nogen her, der er vigtigere end andre".

Men hvordan kombinerer man al det rejseri med et familie- og arbejdsliv herhjemme? Svaret er enstemmigt, - det er vigtigt at have baglandet i orden. Og så være godt forberedt hjemmefra! Carsten uddyber:

"Hvis vi skal lave en ny opgave i udlandet, så prøver vi det først herhjemme. Så ved jeg, at vi kan sende mændene af sted for at løse opgaven. Og den bliver løst. Jeg er helt tryg. Vi skal bare sørge for, at rammerne er fornuftige med hensyn til indkvartering og sikkerhed. Sikkerhed frem for alt. Tænk bare på, hvor meget oplæring mændene har fået, og hvad den har kostet. Passede vi ikke på sikkerheden, ville vi risikere at miste en medarbejder, der er så specialiseret, at det ville være umuligt at finde en anden. Derfor er vi fuldstændig fremme i skoene, når det kommer til at sikre vores drenge".

At udføre en opgave syv tusind kilometer fra Ejby Industrivej i Glostrup kræver sin mand. Derfor blev afrejsen til Llanrumney River på Jamaica og Philipsburg på St. Martens nøje planlagt. Det er Carsten, der tager sig af logistikken. Her er håndtering og styring af materialer og information om stedet fundamental, hvis man vil have en vellykket opgave, hvor risikoen for mændenes liv og deres arbejde er minimal. "Vi skal være effektive fra dag 1. Mændene skal ikke tænke på noget. De er sikret 24 timer i døgnet, de bor og spiser ordentligt og frem for alt føler de sig trygge. Så køber vi altid nye maskiner og planlægger til mindste detalje, hvad vi skal have med. På den anden side skal gutterne også være omstillingsparate. Fra kunden siger "god for" projektet, til vi sidder i flyet, kan der gå få timer.", forklarer Carsten Schjørring.

Opgaverne i Llanrumney River og Philipsburg på henholdsvis Jamaica og St. Martens ligner overordnet hinanden. På Jamaica skulle holdet epoxyinjicere en bro, mens det på St. Martens var en Pier, der skulle repareres ved at injicere epoxy ved hjælp af stålnipler. Begge opgaver blev klaret til punkt og prikke på tre uger. Alligevel var oplevelsen af de to smukke øer meget forskellige. Mens livet og folket på St. Martens beskrives som værende meget rolige og afslappende, var indbyggerne på Jamaica helt klart mere festlige. Imidlertid lærer man ikke at omgås forskellige kulturer på et kursus herhjemme. I stedet briefer holdet hinanden, når de rejser ud og deler af deres erfaring med kollegaerne: " Hver gang vi ankommer til et nyt sted, snuser vi rundt for ligesom at vejre stemningen", fortæller Kim Jensen. Carsten indskyder:

Vores job er at få vejledt de lokale om vores opgave. Det bliver en kombination af vores knowhow og deres viden. Og så behandler vi folket med respekt. Alt andet ville være tåbeligt.

Carsten Schjørring træder til: "Det hjælper ikke, at jeg lover en kunde at lave en opgave og så står der fire båtnakker på St. Martens. Drengene skal kunne omgås de lokale".

Rejseholdet bruger søndagen til at opdage landet. På Jamaica er det folket og den frodige natur, der står klart i mændenes hukommelse. Og på turen til Seven Hills, hvor holdet spiste i Bob Marleys hjem og så de forskellige genstande, der vidnede om kongen af reggaes liv.

Men eventyret og muligheden for at nyde eksotiske landskaber er ikke det, der er drivkraften. Der skal meget mere til, da arbejdet ofte bliver udført under ret så ekstreme forhold med høje temperaturer og en deadline, der i bogstaveligt forstand skal overholdes. Kunderne har med andre ord ikke meget forståelse for, at mændene er utilfredse over at skulle bore 6000 stålnipler på en bro under bagende sol eller i kulde. For forsinkelser koster penge. Så måske er forklaringen bag holdets iver deres faglige interesse og stolthed i at udføre en opgave, som kun få kan lave. Til spørgsmålet om, hvorfor holdet brænder for at arbejde med denne type opgaver, svarer Steen:

"Fordi det er specielle opgaver og det kræver, at vi skal være kreative derude. Og så er der heller ikke to dage, der er ens… Vi har adgang til steder som almindelige mennesker aldrig kommer til at se. Tænk på, at vi har været i alle tunneller i Danmark. Og på bunden af havgallerierne i ankerblokkene, under havoverfladen på Storebæltsbroen". Steen tager ordet: "Man skal interessere sig for det her. Vi har svære opgaver, trange forhold ind imellem, men det er også det, der er spændende - det at kunne løse opgaven".

"Plus at vi har en speciel niche her hos Christiansen & Essenbæk. Vi lærer nye metoder ved hjælp af vores kreativitet og ved altid at have en Plan B og en Plan C i baglommen ", siger Carsten som forklaring på, hvordan en dansk virksomheds metoder indenfor injicering er blevet kendt af entreprenører over hele verden.

Vi spørger holdet om de har et råd til de unge lærlinge, der drømmer om at rejse kloden rundt. Steen svarer: " Det bedste vil være, at de er tålmodige, kreative og selvtænkende", "og så husk at møde til tiden, passe arbejdet, sørge for at lære noget hver gang man er ude. Jeg vil i hvert fald ikke have noget imod, at mine drenge følger i mine fodsporer", indskyder Kim.

Tiden er ved at udløbe. Mændene skal tilbage på arbejde. Både Steen Jensen og Kim Nielsen fortæller, at vi gerne må låne billeder fra deres tur. Til sidst spørger vi, hvor holdet skal hen næste gang. Carsten Schjørring svarer lidt forhåbningsfuld: "Vi har to opgaver under forhandling. Den ene er et sted i det Ækvatoriale Afrika og den anden er i Vera Cruz i Mexico. Men intet er afgjort endnu".

Hvor rejseholdet tager hen vides ikke. Alligevel ønsker vi alle en god rejse vel vidende, at Christiansen & Essenbæks rejsehold snart drager ud på nye eventyr.