Årsmøde 2018

Kooperationen holder årsmøde tirsdag den 12. juni 2018 på Konventum i Helsingør.

Program

Kl. 09.30 Registrering og morgenkaffe

Kl. 10.00 Velkomst

Kl. 10.15 Fremtidens fællesskaber i et teknologisk perspektiv
v/ IT-guru Preben Mejer

Kl. 11.30

Generalforsamling i henhold til Kooperationens vedtægter

 
  • Årsmødets konstituering
  • Beretning for organisationens virke
  • Regnskab for 2017
  • Indkomne forslag
  • Valg af 4 medlemmer til bestyrelsen og 1 suppleant
  • Valg af revisor
  • Fremlæggelse af handlingsplan for organisationen 2018/2019
  • Eventuelt
Kl. 13.00  Frokost

Kl. 14.00 Strategi 2023

Kl. 15.00 Ready to self-disrupt? / Be Digital - Act Human
v/ dir. Erik Thürmer

Kl. 16:00 Egen tid

Kl. 17.30 Drinks i Helsingør Ferieby
v/ Det Kooperative Fællesråd i Helsingør

Kl. 19.30

Festmiddag og underholdning 

Gå direkte til tilmelding. 

Tema: Fremtidens fællesskaber

Fremtidens fællesskaber i et teknologisk perspektiv
v/ IT-guru Preben Mejer

Preben Mejer er kåret til en af Danmarks ti mest indflydelsesrige IT-personer og er af Børsens Nyhedsmagasin valgt som den mest nyskabende danske IT-personlighed. 

Vi står på tærsklen til den tredje store bølge i IT-anvendelse, og den vil på mange måder ændre vores måde at leve på, både privat og rent arbejdsmæssigt. Mange virksomheder har et stort, uudnyttet potentiale for at anvende IT-systemer til at optimere deres forretningsprocesser og på den måde enten effektivisere eller øge aktiviteten. Teknologi har allerede nedbrudt grænser og ophævet tidszoner. Moderne teknologi bruges i dag på at skabe demokrati, hvor IT-platforme fungerer som digitale mødesteder. Udviklingen fortsætter, og teknologi skaber nu nye oplevelser og nye muligheder, også indenfor fremtidens fællesskaber, organisationer, strukturer og oplevelsen af fællesskab. Udviklingen med den tredje bølge indenfor IT vil også skabe nye forretningsmodeller, og netop det bygger bro til der, hvor kooperativer kommer fra. Så med den tredje bølge kan også kooperativer, som det fællesskab de er få nyt liv.

Ready to self-disrupt? / Be Digital – Act Human
v/ direktør Erik Thürmer

Erik Thürmer er entreprenør, medlem af Børsens Disruptionpanel og Regeringens Disruptionråd.

På tre år er Thürmer Tools, der går helt tilbage til 1898, gået fra at være en glemt, gammel og støvet virksomhed, der ikke havde nogen eksistensberettigelse, til en moderne tech- og datadrevet virksomhed, der blander sig med verdens største på sit felt. Åndelighed, samhørighed, fremtidens teknologi, robotter, menneskets natur, globalisering og værdier er alle en del af Erik Thürmers overvældende ideer, når han ser ind i krystalkuglen og bringer os tættere på fremtiden – samtidig med, at han viser os, hvordan kunstig intelligens kan få menneskeheden til at blomstre som aldrig før.

Drinks i Helsingør Ferieby

Formand for Det Kooperative Fællesråd i Helsingør Frode Møller Nicolaisen, bestyrelsesformand for FolkeFerieFonden Knud Tilsted Martens og bestyrelsesformand for Kadetten Birte Flæng Møller vil fortælle historien bag henholdsvis Helsingør Ferieby, FolkeFerieFonden og den nye socialøkonomiske virksomhed Kadetten og de mange initiativer, der skaber værdi for lokalsamfundet i Helsingør.
Helsingør Ferieby ligger midt i et smukt grønt skovområde med en fantastisk udsigt mod Sverige, Kronborg og de mange skibe, der passerer i Øresund – 10 minutters vidunderlig spadseretur fra Konventum.

Konventum

Årsmøde 2018 foregår i år på Konventum i Helsingør. Konventum blev bygget i 1969 og nyder international anerkendelse med sin unikke arkitektur, hvor charmerende atriumgårde og konferencerum vidner om en arkitektur fyldt med idealisme og store visioner. Danmarks største private kunstsamling med over 1.200 unikke værker af danske moderne kunstnere såsom Asger Jorn, Per Kirkeby, Kurt Trampedach og Kristian von Hornsleth kan også nydes her.

Festmiddag

Konventums køkken har en helt enkel filosofi; De gode råvarer skal være i centrum og af høj kvalitet. Menuen består af lækre hjemmelavede specialiteter og gode smagsoplevelser. Restauranten har en af Danmarks smukkeste udsigter direkte til Øresund, så maden kan nydes med sundet og den svenske kyst i baggrunden. Traditionen tro vil der under middagen være rig lejlighed til hyggeligt samvær med nye og gamle venner og kolleger, og i løbet af aftenen skal vi sammen opleve noget festligt.

Tilmelding og pris

Pris for deltagelse inklusiv festmiddag med underholdning kr. 1.200. 
Pris for enkeltværelse inklusiv morgenmad kr. 1.100. 

Sidste frist for tilmeldingen er mandag den 23. april 2018.

Kooperationens årsmøde 2018